Lørdag 21. oktober 2017
Andreas Bube 03 12-17
Der var mange pæne ord til Andreas Bube ved receptionen på rådhuset – ikke alene på grund af hans medalje, men også for hans optræden som klubmedlem i Bagsværd Atletik Club. Foto: Kaj Bonne.
Kun VM tæller
EM-medaljevinderen Andreas Bube hyldet ved reception på rådhuset
Skrevet af Niels Rasmussen - 21. marts 2017, 09:23:43

Fra 4. til 13. august er der VM i atletik i London på det olympiske stadion.
Og der skal Andreas Bube fra Bagsværd Atletik Club være med i finalen, når 800 meterløbet afvikles. Sådan.
-Kun VM tæller i resten af denne sæson, siger Andreas Bube, der i onsdags blev hædret på rådhuset. Årsagen var naturligvis hans sølvmedalje ved EM indendørs i Beograd. Det var første gang, at en løber sikrede en medalje til Danmark ved indendørs EM.
Kommunen gav ud over en bunke rosende ord også en boggave, så han har noget at beskæftige sig med, når han skal flyve ud til konkurrencer eller skal på træningslejr.
Selv om Andreas Bube nu har bevist, at han stadig hører til i den absolutte elite på den distance, så lever han ikke det glamourøse liv.
Bagsværd Atletik Club sponserer ham, og så kommer der penge fra Team Danmark.
-Jeg havde et amerikansk firma som skosponsor, men de har valgt at satse anderledes her fra nytår, så nu bruger jeg bare de sko, som jeg havde fået tidligere, siger Andreas Bube.
For at kvalificere sig til VM i London skal han i løbet af sæsonen en gang løbe på 1.45,9 eller derunder. Hans bedste tid på de 800 meter er 1.44,89.
-Mit mål er ikke alene at komme med til VM, men også at komme blandt de otte i finalen. Mit hidtil bedste resultat ved VM er en placering som nummer 11, siger Andreas.

Træningslejr i højderne
To gange i løbet af sæsonen skal han på træningslejr i højderne i Sierra Nevada i Spanien.
-For at få det maksimale udbytte ud af opholdet, skal jeg være af sted mindst tre uger hver gang, slår han fast.
Træningsopholdet skal kombineres med den civile karriere. Andreas Bube har fået job som softwareudvikler i it-firmaet Exerp på Kalvebod Brygge, og han er flyttet i lejlighed med sin kæreste på Nørrebro.
-Når jeg træner, er det enten i Bagsværd eller i Fælledparken. Jeg har arbejdet 26 timer om ugen, men nu går jeg ned på 20 timer, og så kan jeg arrangere det, så det ikke kommer til at gå alt for meget ud over økonomien, siger Andreas.
Ambitionen er at blive inviteret til nogle Diamond Leaguestævner i løbet af sæsonen. Der er rejse og ophold betalt, og gode resultater bliver belønnet økonomisk.
-Jeg kunne godt stille op i mindre stævner og vinde – også penge. Men jeg vil teste mig selv mod de bedste. Kun sådan kan jeg udvikle mig, siger Andreas Bube.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER