Fredag 18. august 2017
Støjplan for letbanebyggeri i høring
Der skal tages hensyn til naboerne til byggeriet så vidt det er muligt
Skrevet af / - 28. marts 2017, 09:24:06

Mens letbanen, som skal køre langs Ring 3 fra Ishøj til Lyngby, er i udbud, forbereder Hovedstadens Letbane og kommunerne sig på at komme i gang med byggeriet. Derfor har Gladsaxe Kommune sendt et forslag i høring om, hvornår der må arbejdes på letbanen af hensyn til naboer og trafik.
Når byggeriet af letbanen går i gang i starten af 2018, kan det ikke undgås, at de borgere og virksomheder, som ligger lige op af Ring 3 undertiden vil opleve mere støj end sædvanligt.
Men for at tage så meget hensyn til naboerne og samtidig sikre, at trafikken glider så godt som muligt, har Hovedstadens Letbane sammen med kommunerne langs Ring 3 udarbejdet en støjhåndteringsplan. Planen beskriver, hvor der må arbejdes, så der så vidt muligt er to ledige vejbaner i hver retning i myldretiden, og hvornår der må arbejdes hvor, så naboerne bliver så lidt berørte af støj som muligt. Men for at alle hensyn kan tilgodeses og byggeriet ikke skal trække unødigt ud, er det nødvendigt i perioder også at udføre arbejder i om aftenen, natten og i weekenden udover hvad de almindelige regler tillader. Det er denne dispensation, der nu er sendt i høring frem til 11. april 2017.

Første bud lige
på trapperne
Letbanen blev sendt i udbud før sommerferien i 2016 og de første bud forventes at komme ind her i marts-april. Herefter skal der forhandles priser, inden letbanekommunerne sammen med Region Hovedstaden og Staten tager endeligt beslutning om, hvem der skal bygge letbanen. Planen er, at arbejdet med at omlægge ledninger går i gang i starten af 2018.
Letbanen bliver 28 km lang og får 28 stationer, hvoraf de seks kommer til at ligge i Gladsaxe og seks stationer forbinder letbanen med S-tognettet. Letbanen kommer til at køre hvert 5. minut i dagtimerne og hvert 10. minut i weekenderne. Dermed bliver letbanen attraktiv for pendlere og forventes at få omkring 14 mio. passagerer årligt, hvilket er flere passagerer end Kystbanen har.
Læs mere om høringen og letbanen på gladsaxe.dk/letbaneetablering og dinLetbane.dk

Print This Post Print This Post
2 kommentarer til “Støjplan for letbanebyggeri i høring
  1. Lige nu er risikoen for anlæg af en letbane 50/50.

    Regeringen trækker stikket på den, hvis de sminkede regnskabers ekstraudgifter på 4-5 mia kr kommer frem i tide

    Og det vil i så fald være en lettelse, for den vil være forældet inden sin opførelse.

    I dag kører der ca. 45.000 biler langs ring 3 i døgnet. Under en 7-årig opførelse af en letbane vil der kunne køre 8.000 biler. Det bliver et trafikkaos uden lige.

    Den eneste grund til at borgmestrene vil bygge letbanen er, at planloven så tillader, at de kan bygge mange flere bygninger langs de alt for mange stationer. 28 stationer til 28 km togbane! Start, stop, start, stop hele vejen til Ishøj. Det er komplet nonsens.

    Stop jer selv, magtpolitikere – inden I stopper trafikken.

    Morten Kornbech
    Formand, Red Ring 3

  2. Jens Haugaard skrev:

    Sikke da en gang vrøvl: Der er på intet tidspunkt tale om ekstraudgifter på 4-5 mia.kr, på trods af at de vedvarende påstås af modstanderne af banen.

    Byggeriet skal også nok komme: Hvis man ikke ønsker byfortætning, kan man jo altid søge ud i provinsen og se hvordan det går der!

    Det er også interessant at det vedvarende hævdes at den er forældet inden den opføres: Mon man har nået samme konklusion i de øvrige byer, hvor der p.t. investeres i tilsvarende systemer?

    Banen er det p.t. bedste bud på at undgå den trafikkaos, som allerede hersker på en del af strækningen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER