Stor opbakning til AB Special
AB-Handicap-04-09-17.jpg
AB Specials 2. hold - med gule overtrækstrøjer - i kamp mod Slangerup under søndagens stævne i AB Hallen. Foto: Kaj Bonne.
Bænkene var besat, da AB Special havde indkaldt de andre danske østhold til håndboldstævne

Der blev hujet, jublet og grinet. Til gengæld var ikke mange tårer, da AB Special i søndags holdt håndboldstævne. Selvfølgelig gjorde alle, hvad de kunne for at vinde. Men glæden ved at være med og være en del af fællesskabet overgik skuffelsen over at tabe.
På rekordtid er AB Special, der er et tilbud til alle fra 16 år og opefter med særlige behov, blevet en integreret del af ABs håndboldafdeling.
– AB Special er ikke blevet en klub i klubben. AB Special-spillerne møder op og hepper på de andre klubhold. De kommer i klubben, selv om de ikke selv skal træne, og de indgår på denne måde i fællesskabet på lige fod med andre klubmedlemmer. Under vores julecup gik flere af dem til hånde som frivillige, siger Marian Holm, en af trænerne på AB Special.
Derfor var det helt naturligt, at mange af ABs 2. divisionsspillere sad på tilskuerrækkerne og heppede på AB Specials hold. I alt deltog ti hold fra Østdanmark i stævnet. Ud over AB var der hold fra Nykøbing Falster, Helsingør IF, Slangerup, Skælskør samt KFUM og KIFU fra København.
Per Ehlersen fra Helsingør IF sidder i håndboldudvalget under Parasport Danmark, og han var med til at trække i trådene, så stævnet i Bagsværd blev en realitet:
– Næste år arrangerer vi Special Olympics i Helsingør. Her vil 1.000 udviklingshæmmede deltage i 14-15 forskellige idrætsgrene, fortæller Per Ehlersen.
Håndbold Special er inde i en rivende udvikling i Østdanmark, og AB Special hører til blandt trækhestene. Det understregede det flotte stævne i weekenden på fornem vis.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top