Brug dog kvadratmeterne
Spillested-01-06-16.jpg
Foto: Kaj Bonne
Tidligere byrådsmedlem for SF forstår ikke beslutninger om Spillestedet på Telefonfabrikken

I mange år blev der talt om at kommunen burde udnytte de mange ledige kvadratmeter på Telefonfabrikken, hvor man i forvejen rådede over den ene halvdel.
Der kom lidt skred i sagerne i 2009, da det daværende byrådsmedlem for SF, Gunnar Svendsen, sammen med Gladsaxe Bladet kiggede på de mange ledige kvadratmeter – som man altså lige skulle erhverve først.
Nu er der sket ting og sager. Men ikke nok efter Gunnar Svendsens mening.

Køb i 2014
Ideen til at købe Telefonfabrikken kom som følge af et længe næret ønske om at etablere et spillested for unge. Den ide fremkom allerede i 2009 og lige siden har ideen figureret som budgetnoter i kommunes årlige budget, men først i 2013 skete der noget. Ved budgetforhandlingerne det år afsatte man i alt 30,5 millioner i årene 2015 – 2016 til etablering af spillestedet for unge, og så kunne man vel gå i gang i 2014.

Det gjorde man også, og efter mange undersøgelser og overvejelser blev det i december 2014 beslutte at købe de mange kvadratmeter i den gamle telefonfabrik. Et kæmpe areal, der havde ligget stort set ubrugt hen i rigtig mange år.
Og nu skulle etableringen af spillestedet planlægges.

Til det nedsatte man i juni 2015 et såkaldt § 17, stk. 4 udvalg til at forberede spillestedet. I november 2016 var udvalget nået frem til et forslag. Man foreslog at etablere et spillested for unge. Det skulle fylde 500 kvadratmeter. Der var nok nogen, der havde forestillet sig, at spillestedet skulle være noget større, men det var ikke det, der blev foreslået, og udvalgets forslag blev vedtaget, så det er det forslag, man nu vil arbejde videre på. Spillestedet kan stå klar engang i løbet af 2018. Ni år efter at ideen om et spillested blev født.

-Det er mange års omtanke og planlægning, men forhåbentligt værd at vente på, siger Gunnar Svendsen.
-Men de mange kvadratmeter i Telefonfabrikken skal så ikke bruges til et spillested for unge og hvad skal de så bruges til, spørger Gunnar Svendsen?

Det drøftede økonomiudvalget i marts 2017. Der var i realiteten to forslag, der blev drøftet.
-I det ene forslag ville man ud over spillestedet på 500 m2 etablere den del af den nye ungdomsklub i Gladsaxe der hedder ”Centralen”.

– Den har været planlagt i flere år, men er altså endnu ikke sat i gang. Derudover skulle der indrettes depotrum og så skulle 850 m2 indrettes til ”den rå hal”. Den skulle have renoveret gulv og belysning men eller stå som det navnet siger: En rå hal, der kunne bruges til lejlighedsvise arrangementer. De resterende 1000 m2 kunne så senere inddrages til kommunale formål. Der er jo stor mangel på lokaler i Gladsaxe til de mange foreninger og aktiviteter der altid leder efter et lokale, så det ville ikke være svært at finde en fornuftig brug.

Men dette fornuftige forslag valgte politikerne at afvise.

Renovering
I stedet besluttede man at man udover at etablere det allerede besluttede spillested vil foretage en nødtørftig renovering af den resterende bygning. Bygningen vil derudover ikke blive brugt til noget som helst udover det areal, der er udlejet til lagerformål.

Og så vil man i øvrigt arbejde videre på at belyse omkostningerne ved at placere ungdomsstedet ”Centralen” i telefonfabrikken. Centralen er en del af den vedtagne politik for ungdomsklubber, men der er indtil nu ingen konkrete forslag på området.

Kommunen har altså efter lange overvejelser købt et stort hus, som man bruger en meget lille del af og lader resten ligge ubrugt hen.
I 2014 afsatte man 30,5 millioner til et spillested for unge, men en stor del af pengene er brugt til at købe et alt for stort hus, der slet ikke skal bruges til det planlagte spillested.
Er det virkelig i overensstemmelse med det, man besluttede, da man satte beløbet af til et spillested for unge?

Skal kommunen virkelig købe og vedligeholde flere tusinde kvadratmeter for at lade dem stå tomme og ubenyttede hen?
Hvad er det for overvejelser, der har ført til så uforståelig en beslutning, spørger Gunnar Svendsen?

Da Gunnar Svendsen i marts 2009 tog fat i sagen begyndte der så småt at ske noget, men der gik lang tid, før der blev truffet markante beslutninger. Bare ikke tilstrækkelig mange, mener Gunnar Svendsen. Foto: Kaj Bonne.

Da Gunnar Svendsen i marts 2009 tog fat i sagen begyndte der så småt at ske noget, men der gik lang tid, før der blev truffet markante beslutninger. Bare ikke tilstrækkelig mange, mener Gunnar Svendsen. Foto: Kaj Bonne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top