De regner den ud – på engelsk
Go-Global-01-13-17.jpg
Emmelie og Ida ramte rigtigt, da de skiftede til Skovbrynet Skole og skruede op for engelskundervisningen. Så Jakob Sundman kan fortælle om to succeshistorier. Foto: Kaj Bonne.
Skovbrynet Skole har god søgning til den engelsksprogede linje Go Global

Min søn om du vil i verden frem – så buk. Lød det i gamle dage.
Men nu er løsningen vist mere at være god til engelsk.
På Skovbrynet Skole har man indført linjen Go Global, som omfatter klasserne fra 7. klasse og opefter.
Det er et tilbud til elever, der også vil lære matematik, biologi og geografi på engelsk med det dertil hørende ordforråd, som ofte ligger et pænt stykke ud over, hvad man normalt lærer i engelsktimerne.
I onsdags var elever fra 6. klasser fra alle kommunens skoler inviteret til Skovbrynet Skole for at finde ud af, hvad det hele går ud på, og fremmødet var ganske pænt.
-Der er kommet 24 elever fra andre skoler, og fra Skovbrynet er der 17 elever, fortæller Jakob Sundman, der står i spidsen for Go Global og for udskolingen på skolen.
-Det er klart, at så avanceret undervisning også stiller krav til lærerne, men her er vi godt hjulpet med lærere, der blandt andet har en baggrund fra enten USA eller England.
Eleverne undervises altså på engelsk i de tre fag, og så lægges der to timer oveni med engelsk, der er relevant i forhold til de tre fag.
Og så¨ går de i ”normal” skole resten af tiden.
-Vi har meget positive erfaringer med de lever, der har været i gang med projektet i over et år. Skovbrynet Skole er jo Gladsaxe kommunes internationale profil skole, hvor vi arbejder på at give eleverne et internationalt udsyn helt fra 0. klasse, siger Jakob Sundman.
Nu er alt ikke lutter lagkage. Når man sætter et nyt projekt i gang er det ikke alle, der følger med hele vejen.
-Elever som er kommet til os fra andre skoler – f.eks. Enghavegård Skole – er mere dedikerede. Mens elever fra vores egen skole måske mere kommer af nysgerrighed. Men så vender de bare tilbage til deres egne klasser, siger Jakob Sundman.
Det er sin egen sag at forlade sine skolekammerater, men det kan altså godt lade sig gøre fortæller nogle af eleverne.
Freja fra 8.Y fortæller: Jeg havde en del overvejelser, inden jeg valgte at skifte, for jeg var ikke særligt god til engelsk, men havde lyst til udfordringen. Jeg var også ret usikker i forhold til miste mine venner og de trygge omgivelser jeg kom fra. På det tidspunkt var jeg heller ikke så god til at stille mig op foran andre og vise hvem jeg er, og jeg var usikker på om jeg kunne få nye venner.
Hvordan var det så at skifte skole?
Jeg blev taget rigtig godt imod af lærere og elever. Lærerne har været virkelig gode til at få en til at føle sig hjemme, og det var hurtigt som om de havde kendt mig altid. De er gode til at skabe relationer og til at kunne se, hvor du er personligt og fagligt. De er også super gode til at hjælpe hvis du har udfordringer eller er ked af det.
Jeg synes at det at have matematik på engelsk var svært i starten, men nu føles det ret naturligt.
Emilia fra 8.Y: Det lød spændende da jeg var til praktikdagen og på informationsmødet, men jeg havde ikke lyst at være den eneste der skiftede, så da jeg hørte at Freja ville skifte, gik jeg hjem og overtalte mine forældre.
Jeg synes ikke skiftet var så svært, heller ikke det faglige. Jeg fandt hurtigt sammen med kammerater og lærere. Jeg føler, at jeg har lært meget mere her end hvis jeg var blevet på min gamle skole.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top