Den naturlige fællesmængde
Naturskole-06-28-12.jpg
Skolebørn går ikke forgæves til Jesper B. Larsen, når de vil vide noget om natur og miljø. Foto: Kaj Bonne.
Jesper B. Larsen fra grønt IDÉcenter ønskede sig bæredygtighed i fødselsdagsgave

Selv om man står lidt over halvvejs i livet, er det ikke sådan, at man ikke længere ønsker sig fødselsgaver. På den anden side har man givetvis samlet de fleste af de brugsgenstande, man har brug for. Og når man så oven i købet er bevidst om det menneskelige overforbrug, kan ønskesedlen indskrænkes til bare ét ønske.

Det var i hvert fald, hvad Gladsaxes grønne guide, Jesper B. Larsen fra ”grønt IDÉcenter” nøjedes med, da han tidligere i år blev 60 år. Hans ”beskedne” ønske var bæredygtighed.
– Bare man siger bæredygtighed, kan visse mennesker flegne ud. De synes, ordet er endt som en udefinerbar floskel. Så hvad forstår du ved bæredygtighed, spurgte Gladsaxe Bladet fødselsdagsbarnet.

Jesper B. Larsen gav sig god tid. Han vendte sig om og pegede på en planche fra Foreningen Lokal Agenda 21 i Gladsaxe, som han er ansat af. På planchen kunne man se, at bæredygtighed er fællesmængden af miljø, det sociale og økonomien: – Skal jeg komme med min egen husmandsforklaring, betyder bæredygtighed, at vi skal leve, så vi ikke eroderer vores eget og andre organismers grundlag. Vi skal ikke overforbruge – det vil sige bruge mere end, at vi kan se fremtiden i øjnene. Målet må være at beskytte sundhed og natur – økonomi er et af midlerne – og så det vigtigt, at det sociale tænkes med, ellers er det ikke holdbart.

For 30 år siden
Vi talte om, at det var Brundtland-rapporten – opkaldt efter formanden for FN-kommissionen, den kvindelige norske statsminister Gro Harlem Brundtland – der første gang satte fokus på begrebet bæredygtighed i 1987. I 2015 opstillede FN 17 nye mål for bæredygtighed.

Når begrebet udfoldes, vender vi os væk fra flosklernes parkeringsplads. Jesper B. Larsen talte sig varm. Han gav eksempler på, hvordan han i det daglige selv forsøger at leve bæredygtigt: – Uden at skulle virke for frelst, så forsøger jeg på det så godt, som jeg kan. Når jeg ser konsekvenserne af, hvad vi har gjort, er motivationsfaktoren stærk i hverdagen. På klimaområdet er vi f.eks. ved at sætte gang i nogle dramatiske selvforstærkende processer. Vi burde have lært af de kulturer, der tænker mange generationer frem.

Økologi
Økologi og bæredygtighed er tæt forbundne: – Økologi kan både være en videnskab og så det, som de fleste forbinder med økologi, nemlig de økologiske varer. Og folk må da meget gerne se min indkøbskurv, griner Jesper B. Larsen.

– Man skal dog overveje, om det for eksempel er bæredygtigt at købe økologiske varer, som er fløjet ind til Danmark langvejsfra, eller om det er bedre at købe et dansk frilandsprodukt. Når det ikke drejer sig om fødevarer, så synes jeg at miljømærkerne Svanen og Blomsten er fine pejlemærker, fordi forbrugerne enkelt kan finde de mest miljøvenlige varer på grund af ordningens certificering.

Jesper B. Larsen forsøger at efterleve sit fødselsdagsønske. Han har i mange år undgået ferierejser med fly, men i stedet brugt tog eller bus: – Det er så mange spændende ting at se i Europa. Andre foretrækker måske Sri Lanka, selv om mange danske steder også kan være en oplevelse. Privat sparer jeg naturligvis også på strømmen og bruger mest miljørigtige produkter og synes ikke, at det er nogen belastning.


Rigtig hylde

Selv om det kom forholdsvis sent i livet, at Jesper B. Larsen uddannede sig til biolog – som 40-årig – så har interessen for faget altid været der. Som skoleelev skrev han rapporter om både natur og forureningen i hverdagen. Han føler da også, at han er havnet på den rigtige hylde i grønt IDÉcenter.

Han henleder endvidere opmærksomheden på de mange frivillige fra Agenda 21 foreningen, der yder en ekstraordinær indsats og får løftet formidlingsopgaverne på Gladsaxedagen, Søens dag og andre aktiviteter.
Arbejdet i centret og arbejdet i ”marken” er en stor inspirationskilde: – Spørgsmålene spænder vidt – fra folkeskoleelever til hardcore studerende – og de kan været dejligt udfordrende.

Pudsigt var det, da en skoleelev spillede bolden over i en helt anden gade og spurgte Jesper B. Larsen: – Er du fra politiet? Det ligner en walkie-talkie, som du har.
– Så var det vist på tide at skifte mobiltelefonen, men ellers er jeg meget bevidst om ikke at skifte noget, som stadig virker effektivt.

Et personligt ønske for fremtiden?
– Jeg vil gerne være med til at motivere andre, siger Jesper B. Larsen, der ikke har bil.
Derfor kan man ofte se ham i bybilledet på cykel: – Det må andre meget gerne kopiere.

Grønt IDÉcenter
I centret får du inspiration og vejledning til miljørigtige handlinger i hverdagen. Du kan træffe den grønne guide en stor del af dagen eller ringe på 3957 6920, hvis du har spørgsmål til, hvordan du kan foretage miljørigtige handlinger i hverdagen. Centret modtager også ideer til projekter, der gavner miljøet eller emner, som du mener bør komme på miljødagsordenen i Gladsaxe Kommune.

Den Grønne Guide
Guiden er centrets udfarende kraft. Han beskæftiger sig med en række aktiviteter rettet mod borgere, skoler og institutioner i kommunen. Han er ansat af Foreningen Lokal Agenda 21 i Gladsaxe, som han også er sekretær og kasserer i, mens kommunen finansierer løn m.m.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top