- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Jacob Ludvigsen død

For blot en måned siden holdt Jacob Ludvigsen tale ved Gladsaxe Bladets 100 års fødselsdag. Her fortalte han humoristisk om, hvordan han som 15-årig startede som ”Bagsværd-korrespondent” for Folkebladet, der senere blev til Gladsaxe Bladet. Men i lørdags sluttede hans journalistiske virke brat.
Efter en bogreception i anledning af hans seneste bog om kød i samarbejde med Slagteren fra Kultorvet fik han et ildebefindende som følge af en sprængt hovedpulsåre. Han sov stille ind på Rigshospitalet, oplyser familien.
Ludvigsen var en blæksprutte med tusindvis af ideer og tiltag. Han var medstifter af Christiania, oprettede adskillige småaviser, stod bag Tuborgs Squash-reklame og meget, meget mere. Han efterlader sig kone, to døtre, to svigersønner og fem børnebørn.
Jacob Ludvigsen blev 69 år.