Fredag 26. maj 2017
Forfatter 06-17
I dag lever Louise Drews efter, hvad der virkelig betyder noget, og det er hendes familie. Foto: Kaj Bonne
Langsomheden ind i livet
Da 44-årige Louise Caroline Drews fra Bagsværd i 2015 fik stress, kunne man ikke se det på hende. Hun havde altid været til fest og farver
Skrevet af Dorthe Brandborg - 25. april 2017, 08:39:14

Louise har altid været et menneske med krudt bagi. På jobbet var hun den stærke lærer-kollega og privat en kærlig og rummende veninde. Og som enlig mor til tre børn var hun et stort energibundt, der nærmest kunne klare hele verden. Troede hun.
Men en septemberdag i 2015 sagde kroppen pludselig fra. Flere belastende omstændigheder gjorde, at stress-sygdommen var kommet snigende. Efter 14 dage med kraftig migræne oplevede hun det som om hovedet og kroppen modarbejdede hinanden. Det summede i hænderne og hylede for ørerne. Den samlede belastning var blevet alt for stor.

Du ligner ikke en, der har stress
Når man i dag møder Louise, en rolig, glad og smilende mor i ydre og indre balance, i køkkenet på Gladsaxe Bladet, er det næsten ikke til at forstå, at hun for blot halvandet år siden var helt nede og vende med alvorlig stress. Tusindvis af danskere rammes hvert år af arbejdsrelateret stress, men det er en usynlig sygdom. Hvor omgivelserne let kan forholde sig til et brækket ben eller en diskosprolaps, mødes stressramte ofte af manglende forståelse fra kolleger og nærmeste familie.
Og det var lige præcis den manglende forståelse, der fik Louise til at skrive en bog om sit forløb; ”Kunsten at træde rigtigt – en personlig beretning om vejen til et bedre liv efter stress”. Bogen er hendes bidrag til at oplyse og aftabuisere en lidelse, der rammer rigtig mange os, men som desværre stadig er omgærdet af tavshed, skam og en del mystik.
-Du ligner jo ikke én, der har stress. Nåhr, det er da bare op på hesten igen med dig, Louise, sagde en kollega til mig. Men nej – det er ikke bare op på hesten igen. Man kan jo ikke putte et plaster på indvendigt. Det er jo nervesystemet, der er ’stallet’. Jeg kunne ikke læse. Jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg kunne ikke tåle høje lyde eller belastninger. Det var som at have en popcornhjerne, med tanker, der sprang rundt i hver sin retning. Og kroppen havde sagt fra. Den ville ikke længere samarbejde med hovedet, fortæller Louise over en kop kaffe.
Op til sammenbruddet havde der været store forandringer på Louises arbejdsplads. Hun arbejder med fysisk og psykisk syge børn på en specialskole i Nordsjælland. Et job, der blev langt mere krævende med folkeskolereformen, hvor staten indførte inklusions-begrebet, hvilket indebærer, at de få børn, der nu kommer på specialskole ofte er uden sprog, de får sondemad og bruger talemaskine og skal flyttes med lift. Det indebar, at der pludselig påhvilede Louise og hendes kolleger en langt større arbejdsbyrde og ansvar. Louise, der også var arbejdsmiljø-repræsentant, var vred på systemet over ændringerne og de vilkår, som man pludselig bød børnene og deres lærere. Men hun kunne ikke rette vreden mod hverken sin arbejdsgiver eller kommunen. Det var jo staten der havde besluttet inklusionen. Så vreden blev snarere til indadvendt frustration.

Manglende filter
Sideløbende med udfordringerne på skolen havde Louise oplevet sin kære veninde få brystkræft, som desværre bredte sig og til sidst tog livet af hende. Louise havde på nærmeste hold støttet veninden, dennes børn og mand i hele sygdomsperioden på fem år, hvilket set i bakspejlet, også var med til at udløse den massive stress-belastning. Det var jo en stor eksistentiel livskrise og sorg at opleve fra sidelinjen, at livet kan slutte alt for tidligt og efterlade uskyldige børn uden en mor.
-Man siger, at det tager lige så lang tid at overvinde stress, som det tager at få det. I dag kan jeg se, at det havde været på vej længe. Pludselig en dag i min kærestes have brød jeg sammen. Jeg var bare drænet fuldstændigt. Jeg tog hjem med migræne, mine hænder summede og jeg fik hylen for ørerne. Og næste dag var jeg hos lægen, som sagde; ’Jamen, du har stress, Louise’. ’Nåh, har jeg det? Der gik lang tid, før jeg erkendte, at jeg var nede med stress. Det kan man også læse i bogens dagbogsnotater. Jeg havde så svært ved at erkende, at hovedet ville én ting, men kroppen sagde fra. Selvom jeg lå i sofaen og slappede af, så kørte pulsen, som om jeg var ude at løbe en tur. Det var enormt skræmmende for mig, der er konkurrencemenneske, både indenfor løb og badminton. Pludselig havde jeg ingen kontrol over min krop, konstaterer Louise.
I mange uger efter sygemeldingen var hendes krop i alarmberedskab. Hun havde ingen filtre. Hun tog alt til sig. Bare en lille pige væltede på cykel på fortovet, følte Louise det var en dødstruende katastrofe. Hun måtte også lukke ned for radio og fjernsyn. Det eneste hun kunne holde ud til at se på tv var ”Huset på Christianshavn”. Informationsstrømmen fra internettet føltes som at drikke vand fra en brandhane. Der var alt for meget tryk på. Og Louises tre børn måtte i en periode vænne sig til at være meget stille og gå rundt på listefødder, fordi deres ellers så rummelige mor, ikke kunne klare selv små uenigheder eller et skænderi.

Kræver mange hvil
I dag er Louise tilbage i sit gamle lærer-job. Men det er en ny Louise med en helt anden indstilling til livet – både privat og på job. Hun var sygemeldt i et halvt år og derefter startede hun stille og roligt op. Hendes arbejdsplads mødte hende med en enormt stor forståelse – uden forventninger og krav. I starten arbejdede hun kun to gange to timer om ugen, uden et selvstændigt ansvar for børnene. Og det, sammenlagt med en helt ny tilgang til livet i det hele taget, mener Louise er recepten på, hvordan hun kom tilbage.
-I starten lærte jeg, at for hver aktivitet måtte jeg tilsvarende hvile mig. Et brusebad på et kvarter, skulle udlignes med 15 minutters hvile på sofaen. Og jeg skar alt unødvendigt fra. I en periode var der ingen legeaftaler, fødselsdage i familien og fester blandt gamle venner, måtte jeg bare vælge fra. Jeg kunne højst klare at være ude i to timer, så måtte jeg hjem igen og hvile, smiler Louise ved tanken om, hvordan hun med egne ord, gik fra hare til skildpadde-tempo.
Udover at der er kommet en bog ud af det, så har stress-forløbet givet Louise et helt nyt liv. I dag søger hun naturen og dybden i livet. Hun lever efter, hvad der virkelig betyder noget, her og nu. Og det er først og fremmest hendes børn, familie og kæreste, der får prioritet. Hun oplever, at andre mennesker respekterer hendes vej tilbage til livet, selvom hun har forandret sig.
-Jeg har på en måde fået langsomheden ind i livet. Tiden skal ikke stoppe, men den skal bruges på noget, der er dybt og virkelig betyder noget, slutter Louise eftertænksomt.

Fakta
”Kunsten at træde rigtigt” af Louise Caroline Drews er udkommet på Forlaget Nutid. ”
I følge Psykiatrifonden er stress ved at udvikle sig til en folkesygdom. I en undersøgelse fra foråret 2015 af analysefirmaet NordiMED, hvor 111 praktiserende læger fra hele landet har deltaget, oplever 94% af lægerne en stigning i antallet af patienter, der efterspørger en stress-sygemelding. 64% af lægerne oplever, at mange patienter, der kommer med stress, burde være kommet tidligere. Ligesom 75% af lægerne oplever, at de ikke har tilstrækkelige muligheder for at henvise stressramte til hjælp, støtte eller rådgivning.
Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER