Lørdag 27. maj 2017
Violinist 01 09-17
-Jeg var ved at falde ned af sofaen, da jeg hørte, jeg var nomineret til P2 ”Årets Ildsjæl”, fortæller Lisbeth Sagen. Foto: Kaj Bonne.
”Musik er hjertets dåseåbner”
Lisbeth Sagen spiller violin for kræftramte børn og meget syge voksne på Rigshospitalet og på andre hospitaler og specialskoler rundt i Danmark. For nyligt blev hun anerkendt med p2 Prisen “Årets Ildsjæl” for sit arbejde
Skrevet af Dorthe Brandborg - 25. april 2017, 09:25:20

For den 43-årige klassisk uddannede musiker fra Bagsværd er der ingen tvivl.
Musik kan noget helt særligt. Musik rækker ud og åbner hjerter, der er lukkede af sorg, angst og smerte. Det ved hun. For hun ser det selv hver eneste dag. Og faktisk drømmer hun ikke om andet, end at kunne få lov til at blive ved med at spille for syge mennesker, fordi det giver så kæmpe stor mening.

En skæbnehistorie
For ni år siden blev Lisbeth, der er konservatorie-uddannet violinist, mor for første gang til en lille pige, der blev født for tidligt. Datteren var så lille og skrøbelig, at hun havde brug for særlig støtte for at komme godt fra start. Og det var derfor nødvendigt for mor og barn at være indlagt i en længere periode. På neonatal-afdelingen var der masser af tid til at tænke over livet. Og midt i den krise, som det er at få et for tidligt født barn, såede en tanke sit kim i Lisbeth. Som hospitalsindlagt gennem længere tid opdagede hun et uopfyldt behov hos sig selv og andre patienter. Hun ønskede, at noget smukt ville bryde hverdagen og rutinens trummerum på den triste hospitalsgang. Der var brug for en fin musikalsk oplevelse, som kunne give et afbræk, så tankerne og følelserne kunne få et frikvarter fra sygdom og afsondretheden.
Dermed havde skæbnen på underfundig vis planlagt Lisbeths fremtidige levevej som musiker.
To dage om ugen spiller Lisbeth og hendes trio, der også består af Ole Kibsgaard på guitar og Berit Spælling på harpe, på afdelinger for syge børn på Rigshospitalet. Og en dag om ugen er det syge voksne, der oplever glæden ved levende musik på hospitalet. Et job, hvor følelserne altid er med, fordi trioen spiller for mennesker, der er helt ude på kanten af livet, tæt på døden og derfor meget sårbare. Lisbeth husker særligt én oplevelse:
-Vi spillede ”I skovens dybe stille ro” på en afdeling for meget syge børn og havde stillet os ude på gangen for ikke at være for anmasende. Gennem døren til hospitalsstuen kunne vi skimte en mor, der spurgte sygeplejersken, om hun måtte koble sin lille pige fra iltapparatet og tage hende op af sengen for en stund, mens vi spillede. Sygeplejersken gav lov og forsvandt så. Jeg kunne se i sygeplejerskens ansigt, at der var noget meget alvorligt og smerteligt under hele situationen. Vi spillede det bedste og inderligste vi havde lært, imens moderen dansede stille, vuggende med sit lille barn i favnen. Den lille pige var døende, fortæller en tydelig bevæget Lisbeth.

Drømmejob
Ikke to arbejdsdage er ens for Lisbeth og hendes hospitalstrio. Men det giver altid stor mening. Ofte når de at spille flere gange for de samme patienter, som er indlagt længere tid af gangen. Og via musikken kommer de tæt på patienterne, som ofte åbner sig og fortæller trioen om deres liv og følelser på godt og ondt.
”En dag spillede vi i et stykke på en voksenafdeling. Og lige præcis det nummer åbnede hukommelsen hos en ældre dame, der året inden havde mistet sin elskede mand og nu selv var alvorligt syg. Hun blev ført fluks tilbage til en ferie i Italien, hvor hun og hendes mand, havde hørt netop det nummer. Og nu lå hun der syg og afkræftet, men smilende og tænkte på den skønne sommer i hendes liv. Det var så fedt at opleve, at musikken også kan åbne for dejlige minder, smiler Lisbeth.
Vejen til Lisbeths drømmejob har ikke været en dans på roser. Ingen har spillet for syge mennesker tidligere på danske hospitaler, så hun har måttet opfinde projektet helt fra scratch og har møjsommeligt måttet søge fondsmidler for at kunne lønne sig selv og sine musiker-kolleger. Og det må hun fortsat gøre hvert år. For det danske sundhedsvæsen bruger som udgangspunkt ikke penge på noget, som ikke kan måles og vejes. Alligevel får trioen ofte tilkendegivelser – også fra læger – på at musikken kan noget helt særligt. En læge som sidder i en af de fondsbestyrelser, hvor Lisbeth har søgt penge fra, sagde på et møde:
– Det kan godt være, at vi har svært ved at måle det her. Og se det håndgribelige bevis på, at det virker. Men det ved vi jo at det gør. For det kan vi jo mærke i os selv. Vi kan jo mærke inden i os selv, at det virker. Jeg tror ovenikøbet han sagde sgu, smiler Lisbeth.

Den største pris
Nogle gange er hun nødt til at cykle en omvej hjem fra arbejdet til sin mand og tre børn, fordi dagen har været meget følelsesladet.
-Jeg har da oplevet at græde hele vejen hjem på cykel. Det har jeg gjort mere end én gang. Jeg har også måttet udskyde at tage hjem, fordi jeg skulle have pelsen rystet. Men lige så ked af det, jeg kan være, lige så sky high af lykke kan jeg være. Man kan få alverdens priser. Men der er ingen pris, der slår den, som vi får bag de tykke hospitalsmure hver eneste dag. Det er den bedste pris, og den slår alt, siger Lisbeth, der ikke kunne tænke sig at lave andet.
-Som musiker er det her det ypperste job, jeg kan forestille mig. Hele mit liv har jeg ledt efter noget, der gav så meget mening rent arbejdsmæssigt. Jeg har prøvet at være en del af en stor organisme, som et symfoniorkester jo er. Og det er også helt fantastisk at være en del af en større sammenhæng, når så mange mennesker på én gang udtrykker noget i samhørighed. Men det slår stadig ikke vores daglige intimkoncerter på hospitalerne, siger Lisbeth og tilføjer, at hun ville føle sig amputeret, hvis man tog dette hjertensbarn fra hende.
Udover hospitalsmusikken tre dage om ugen arrangerer Lisbeth også koncerter i fængsler og på specialskoler. Også i fængslerne oplever hun, at musikken kan noget helt særligt. Efter en koncert på Herstedsvester var der en indsat, der kom hen og fortalte, at han næsten ikke havde kunnet være i sin krop, da trioen spillede. Han blev simpelthen så berørt af sine følelser, fortalte han, at han ville være løbet sin vej, hvis han kunne. Den tilbagemelding gjorde et dybt indtryk på Lisbeth og hendes kolleger, der kun blev bekræftet i, at musikken kan åbne mennesker, som måske har været lukkede i hjertet et helt liv.
For nyligt modtog Lisbeth P2-prisen som ”Årets Ildsjæl”. Hun anede ikke, at hun var indstillet. En aften kl. 22.30 sad hun i sin stue efter at have puttet børn og gjort klar til næste dag, og ville lige tjekke på computeren, hvem der mon var indstillet til den prestige-fyldte pris. Hun var lige ved at falde ned af sofaen, da hun så sit eget navn nævnt flere gange og læste de mange begrundelser fra patienter og anonyme, om hvorfor de mente, at hun skulle tildeles prisen.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER