Nyt projekt skal hjælpe udsatte i arbejde
Fonde og kommuner arbejder sammen

For mange unge kommer aldrig i gang med en uddannelse og ender uden for arbejdsmarkedet. Det har store omkostninger for den enkelte og for samfundet. Og tallene taler sit tydelige sprog.
I 2015 var andelen af unge i Gladsaxe, der ikke havde gennemført en ungdomsuddannelse seks år efter de gik ud af 9. klasse på hele 21,7 procent.

Samme år var 9,9 procent af unge mellem 18-29 år i Gladsaxe på offentlig forsørgelse. Hvis udfordringen skal løses, skal der ansættes flere udsatte ledige i virksomhederne. For et fritidsjob øger samtidig de unges muligheder for at færdiggøre en uddannelse. Derfor er en række kommuner, heriblandt Gladsaxe, og en række store fonde gået sammen i et partnerskab om et nyt og banebrydende projekt kaldet ’Vækst med social bundlinje’. Projektet skal teste om såkaldte sociale vækstprogrammer på kommunalt plan kan bruges til at koble vækst og social ansvarlighed. Partnerskabet bygger på Den Sociale Kapitalfonds erfaringer med at gennemføre målrettede sociale vækstprogrammer for indtil videre 52 sociale virksomheder.

Betaler for resultater
Projektet skal samtidig teste, om indsatsen kan sættes på en investeringsformel kaldet ’Payment by Results’. Den går ud på, at kommunerne investerer i vækst og kompetencer i udvalgte lokale virksomheder. Virksomhederne betaler ikke for at være med ud over den arbejdstid, de investerer i projektet. Til gengæld skyder kommuner og fonde penge i projektet, og kommunerne betaler mere, jo flere udsatte borgere, der kommer i arbejde. Det forventes, at kommunernes investering hurtigt vil tjene sig hjem i form af sparede udgifter til overførselsindkomster samt øgede skatteindtægter.

Metoden er afprøvet i blandt andet USA, Storbritannien og Finland med store perspektiver. I Danmark er det imidlertid første gang at den bliver afprøvet i praksis. Gladsaxe Kommune har fået tilsagn til at udvælge fire lokale virksomheder, der bliver tilbudt at deltage i projektet.

Projektet ’Vækst med social bundlinje – Payment by Results’ er et partnerskab mellem Den Sociale
Kapitalfond i samarbejde med TrygFonden, Bikuben fonden, Tuborg fondet og Markedsmodningsfonden
under Erhvervsministeriet samt op til 10 kommuner: Foreløbigt deltager Frederiksberg, Gladsaxe, Herning, Ikast-Brande, Kolding og Rudersdal – og flere forventes at tilslutte sig partnerskabet i de kommende måneder. Projektet er udviklet i samarbejde med kommuner, EY og Accura.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top