Fredag 18. august 2017
Ros til brassband
Flot præstation til koncertstævne af FDF Gladsaxe Brass Bands elevgruppe
Skrevet af Niels Rasmussen - 18. april 2017, 08:04:26

Det skortede ikke på rosende ord til FDF Gladsaxe Brass Bands Elevgruppe ved FDFs Koncertstævne i Aarhus i weekenden. Anprisningerne kom fra de to kompetente bedømmere, som er professionelle musikere fra henholdsvis Slesvigske Musikkorps i Haderslev og Prinsens Musikkorps i Skive.

Et udpluk af kommentarerne lyder: ”En flok superlækre unger, der både kan spille og fortælle. Hvor er det dejligt at se en gruppe, der bare hygger sig, og sender så mange fine smil ud til publikum. Virkelig god energi og dynamik i bandet. Godt sammenspil. God balance. I får virkelig mange flotte detaljer med. Man kan godt høre, at der er blevet arbejdet godt med tingene. Hold fast for en spilleglæde. I er mega seje.”

– Vi er naturligvis meget stolte af vores børn, siger orkesterleder Kim Kjær Andersen, som håbert endnu flere kan få lyst til at spille i GBB.
I forbindelse med SøborgNatten og Go’Nat Bagsværd samt til Gladsaxedagen kan borgerne opleve elevgruppen, og i egne ører og ved selvsyn konstatere, at lovordene ikke er taget ud af det blå.

FDF Gladsaxe Brass Band tilbyder undervisning af drenge og piger fra ni-års-alderen på messing-blæse-instrumenter. Meget tidligt i forløbet sættes børnene til at spille sammen. ”Det er med til at styrke fællesskabet og øge børnenes sociale kompetencer. Det er en utrolig givende proces”, siger Kim Kjær Andersen, og slutter; ”Dermed håber vi jo også, at de bliver hængende i mange år.” Bandet er i fuld gang med at planlægge en stor koncert-tur til Tyrol i sommerferien. Flybilletter og hotel nær ved Kitzbühel er bestilt, og de fleste koncerter er planlagt.

Man kan finde oplysninger om FDF Gladsaxe Brass Band på bandets hjemmeside FDF.dk/GBB eller på Facebook.

FDF Gladsaxe Brass Bands elevgruppe fik ros for deres indsats i Aarhus. 				    	       Foto: Privat.

FDF Gladsaxe Brass Bands elevgruppe fik ros for deres indsats i Aarhus. Foto: Privat.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER