Lørdag 29. april 2017
Håndværkerforeningen 02 12-17
Ved den første generalforsamling som Gladsaxe Håndværkerforeningen holdt i sine nye lokaler på Søborg Hovedgade 79, kunne det sidste nulevende bestyrelsesmedlem fra Gladsaxe Miljøforening, Poul Hansen, overrække diplom og det nye smedejernsgitter til håndværkernes formand Søren Muldgaard. Foto: Kaj Bonne.
Sidste Miljøpris uddelt – kassen er tom
Gladsaxe Miljøforenings sidste bestyrelsesmedlem Poul Hansen syntes der manglede en flot indgang til ”Det Gamle Posthus”
Skrevet af Jørgen Olsen - 4. april 2017, 09:46:21

Murermester Poul Hansen kunne, som det sidste nulevende medlem fra den bestyrelse, der i 2009 besluttede at nedlægge Gladsaxe Miljøforening, overrække Gladsaxe Håndværkerforening et diplom og et meget smukt stykke håndværk, et smedejernshegn der fremover vil pryde ”Det gamle Posthus” på Søborg Hovedgade 79.
Det skete ved håndværkerforeningens generalforsamling.
Da Gladsaxe Miljøforening blev nedlagt på en generalforsamling i 2009 var det med et enkelt punkt på dagsordenen. Beslutningen om hvorledes foreningens formue skulle forvaltes. Der var en del penge i kassen, testamenteret fra en børnebogsforfatter.
Generalforsamlingen vedtog at foreningens resterende formue skulle komme alle Gladsaxes borgere til gode. Det skulle ske ved fortsat at uddele miljøpriser til foreninger og institutioner der havde været med til at højne miljøet i Gladsaxe Kommune, som det var sket i 40 år.
Der var tidligere plantet træer, uddelt miljøpriser, ydet tilskud til rejsningen af Niels Bohrs Statue på Niels Bohrs Plads i anledning af hans 100 års fødselsdag og til Herretøjsforretningen Egebjerg for deres smukke modernisering af forretningen på Søborg Hovedgade 65.
Gladsaxe Miljøforening stod også bag opsætningen af figuren Tordenskjold på det nye byggeri ved Søborghus Alle og meget mere.
Efter at foreningen blev nedlagt, er der uddelt priser til ”Granny’s House” på Søborg Hovedgade 75 for at skabe et godt lokalt cafémiljø i Søborg i 2014. Foreningen finansierede i august 2014 renoveringen og opsætningen af Grevindens af Aldershviles gravsten ved Aldershvile Slotsruin. Det skete i forbindelse med et internationalt seminar på Højgården i samarbejde med Gladsaxe Internationale venskabsforbindelses ”The Town Twinning Conference 2014”.

Mindesten ved Slotsruinen
I 2015 kunne Gladsaxe Miljøforening have fejret 40 års jubilæum. Det blev fejret med opsætning af en mindesten og to mindeplader i bronze for de ildsjæle fra Gladsaxe Miljøforening der reddede Slotsruinen fra nedrivning i 1962. Det sidste medlem af bestyrelsen fra opløsningen i 2009 var kassereren, forhenværende murermester og tidligere formand for Gladsaxe Håndværkerforening Poul Hansen, der er 88 år.
Han fortsatte den opgave, han havde påtaget sig og 15.februar 2015 blev Gladsaxe Miljøpris uddelt til Omsorgscentret Rosenlund med et beløb på 15.000 kroner til køb af planter og indretning af nye plantekasser i den lukkede gårdhave, som beboerne selv skulle være med til at passe.
De sidste penge i kassen blev brugt og gik til det nye smedejernsgitter ved ”Det gamle posthus”. Miljøprisen blev givet som påskønnelse af det meget flotte arbejde som Gladsaxe Håndværkerforening har udført med renoveringen af Posthuset fra 1922.
Der blev lige penge til en flot indramning af det medfølgende diplom, men så var kassebeholdningen også brugt på nær 10 kroner, fortæller Poul Hansen.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
HÅNDVÆRKERGUIDEN
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER