Tanzania rykkede ind på Skovbrynet
Skovbrynet-Skole-04-14-17.jpg
Lærerne Pia Bornemann og Klaus Krogsgaard havde sørget for en fornem instruktion, så eleverne timede deres monolog og deres ageren til punkt og prikke. Foto: Kaj Bonne.
2. og 3. klasserne på Skovbrynets Skole opførte et teaterstykke om livet i den østafrikanske stat

Skovbrynets Skole er Gladsaxe Kommunes internationale profilskole. Siden 2015 har skolen haft et særligt fokus på engelsk og IT. Og i dette arbejde har man årligt indlagt to teaterforestillinger. Et stykke for 2. og 3. klasserne med et internationalt sigte, og et stykke for 4.-5. klasserne, hvor dialogen foregår på engelsk.
– Tidligere har 2. og 3. klasse haft forestillinger om Nepal og Kenya. I år er det så Tanzania. Stykket er bygget over historien ”Amals hemmelighed” fra undervisningsmaterialet til U-landskalenderen. Historien foregår i Dar es Salaam, hvor Amal og hans familie vokser op til en usikker tilværelse i en hurtigt voksende storby. Stykket omhandler også mange andre temaer, som danske børn kender fra deres eget liv, siger Jakob Sundman, lærer og faglig leder for udskolingen og Go Global.
Over 70 elever medvirkede i stykket, hvor der både var safariturister, masaikrigere og –kvinder samt helt almindelige tanzanianere, der skal få en tilværelse til at hænge sammen for små midler. Der blev henvist til Tanzanias storslåede natur med løver, elefanter, flodheste, antiloper osv.
Det var et brag af en forestilling med flotte lyseffekter, som elever fra 4. klasse stod for. I løbet af 16 formiddage øvede eleverne i forestillingen, så alt kom til at forløbe, som det skulle. Derfor var bifaldet til de optrædende mere end velfortjent.

Skovbrynet Skole 07 14-17
Op imod 70 elever fra 2. og 3. klasse på Skovbrynets Skole medvirkede i ”Amals hemmelighed”. Foto: Kaj Bonne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top