84 børn om en førerhund
Gladsaxe-Skole-09-18-17.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Lena Bang med førerhunden Tims, der besøgte 84 velopdragne børn på Gladsaxe Skole. Tims er en af 230 førerhunde i Danmark. Alle danske førerhunde er trænet til at modtage 34 kommandoer. Foto: Kaj Bonne.
Lena Bang og førerhunden Tims besøgte 2. klasserne på Gladsaxe Skole i anledning af Førerhundens Dag

Nysgerrighed og spørgelyst prægede 2. A, 2. B, 2.C og 2. D på Gladsaxe Skole, da den blinde Gladsaxe-borger Lena Bang var forbi indlæringscentret i anledning af Førerhundens Dag, som Dansk Blindesamfund står bag.
Lena Bang kunne fortælle børnene, at hun havde været blind siden fødslen, og at hun selv havde gået på Gladsaxe Skole (dengang Egegård Skole), da hun var barn, så hun havde mange gange været til mange arrangementer i aulaen, hvor indlæringscentret nu er placeret.
Lena Bang fortalte, at hendes førerhund Tims lige havde haft fem års fødselsdag: – jeg fik Tims, da han var halvandet år gammel. Det skyldes, at en førerhund først skal trænes og uddannes, inden den kan komme hjem til den blinde.
– Tims er en sød og venlig hund. Jeg har selv to børn, og den elsker børn, sagde Lena Bang. I hvert fald lå Tims fuldstændig roligt på gulvet. Den lod sig ikke anfægte af, at der var 84 spørgelystne børn til stede. De var nu også søde og velopdragne og rakte hånden i vejret, når de ville svare på noget eller spørge om noget. Det kunne lærerne Andreas Folkmann og Rasmus Strassmann og deres kolleger være stolte af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top