Tirsdag 22. august 2017
parade
Deltagerne mødes på Søborg Torv og går i samlet flok ad Søborg Hovedgade til Tinghøjvej og videre til Telefonfabrikken. Foto: Kaj Bonne.
Åbenhed er temaet
Gladsaxe Loves Culture-fest lørdag den 3. juni 2017
Skrevet af / - 31. maj 2017, 08:51:24

Man kan komme med på en fantastisk rejse i et mekka af kulturoplevelser, når Gladsaxe Loves Culture slår dørene op lørdag den 3. juni. Festivalen byder på store koncertoplevelser, mad fra alle verdens hjørner, dans, musik, teater og stand up – alt sammen ganske gratis.

Programmet har noget for hele familien. For de mindste er der show med Hr. Skæg, ansigtsmaling, kreative udfoldelsesmuligheder og plads til udendørs leg.
De voksne kan se frem til at høre Fallulahs smittende, smukke pophits eller Omar Marzouk, der leverer skarptskåret stand up, mens hele familien kan samles om de mange forskelligartede musik- og danseoptrædener, teater og malerier i proces og mad fra nær og fjern.

Man kan også benytte lejligheden til at rydde op garderoben og støtte en god sag. Telefonfabrikken er med i indsamlingen Smid Tøjet Danmark og modtager tøj frem til og med festivaldagen, hvor tøjet udstilles.

Åbenhed som mantra
Festivalen skydes i gang med en farverig parade fra Søborg Torv, som vil vise vej op ad Søborg Hovedgade og videre ad Tinghøjvej inden den ankommer til Telefonfabrikken.
Her vil man kunne opleve de mange lokale foreninger, der er med til at skabe festivalen i samarbejde med Gladsaxe Kommunes Integrationsråd og Telefonfabrikken – Gladsaxe Kulturhus.
Telefonfabrikkens leder Betina Louise Kimergård Toft fortæller: ”I år har vi arbejdet med åbenhed som et hovedtema for Gladsaxe Loves Culture. Det er en åbenhed som publikum vil opleve i mødet med de mange kulturer og frivillige, som er hjertet i festivalen, men det er også et mantra som vi har arbejdet efter igennem hele tilblivelsen af festivalen. Vi ønsker at åbne folks øjne for det givende i at møde ligesindede uanset alder, køn, sociale og kulturelle baggrund.”

Integrationsrådets formand, Isabella Mørch, supplerer: ”I Gladsaxe er vi en mangfoldighed af kulturer og det vil vi gerne fejre. Derfor mødes vi, for at være sammen og dele mangfoldigheden og fællesskabet. Vi glæder os til gennem dialog og åbenhed, at lære hinanden endnu bedre at kende og sammen styrke fællesskabet. Kom og vær med – det bliver en fabelagtig dag!”

Det sker i Telefonfabrikken – Gladsaxe Kulturhus kl. 11-16 – parade fra Søborg Torv kl. 10

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER