Onsdag 26. juli 2017
Gør Gladsaxe Skole til nyt Sundhedshus
-
Skrevet af Læserbrev - 23. maj 2017, 07:44:37

I Gladsaxe Bladet i sidste uge kunne man læse, hvordan Gladsaxe Byråd har ladet den gamle Gladsaxe Skole forfalde, så det i dag regner ind flere steder. Samtidig er skolen fyldt med graffiti indenfor og bliver brugt, som hotel af uindbudte gæster.
Det er en skandale, at byrådet på den måde lader kommunens ejendomme forfalde, så de til sidst intet er værd. Samtidig med at Byrådet lader Gladsaxe Skole forfalde, har man store planer om at bygge et nyt Sundhedshus med læger, apoteker og cafe til 82 mio kr.
Et sted i kommunen lader man en bygning forfalde for et andet sted at bygge en ny. Det er spild af borgernes skattekroner.
Fremfor at bruge 82 millioner kroner, kunne Gladsaxe Byråd bygge sundhedshuset i den gamle Gladsaxe Skole. En ombygning vil være meget billigere end at opføre et helt nyt sundhedshus.
Et sundhedshus på Gladsaxe Skole vil ligge centralt for alle Gladsaxeborgere med nem adgang med bus, bil og letbane.
Byggeriet kan ske i samarbejde med læger og andre sundhedsvirksomheder, som for egne midler kan købe sig ind i sundhedshuset. Dermed kan man spare mange kommunale udgifter. Kommunen skal ikke investere skatteborgernes penge i at være ejendomsudlejer.
Man kan undre sig over, hvorfor byrådet lader Gladsaxe Skole forfalde i den grad. Gør man ikke noget nyt, vil bygningen om bare et par år være i en sådan stand, at den intet er værd. Det er ikke omtanke for borgernes skattekroner.
Henrik Sørensen
Folketingskandidat (k)

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER