Lørdag 22. juli 2017
Hjemmeplejen halverer sygefravær
Heidi Wørts Madsen (tv.) og Anne Kristensen har haft en tæt dialog igennem Heidis sygdomsforløb. Foto: Privat
Hjemmeplejen halverer sygefravær
Sygefraværet er faldende i hele Social- og Sundhedsforvaltningen i Gladsaxe Kommune, og især i hjemmeplejen er der gode resultater
Skrevet af Michelle Madsen - 9. maj 2017, 13:21:49

I forhold til nabokommunerne har Gladsaxe Kommune altid ligget højere, når det kom til sygefraværet i hjemmeplejen, men i år er det anderledes. Et massivt fokus på området har betydet et markant fald i sygefraværet i Social- og Sundheds-forvaltningen.
I hjemmeplejen er sygefraværet mere end halveret på bare to år.
– Vi har traditionelt altid ligget og svinget omkring de seks procent, så det at vi nu er nede på 3,1 procent er rigtigt flot, siger leder af hjemmeplejen, Anne Kristensen.
Der er ingen specifik årsag til, at sygefraværet er faldet så drastisk, men et gennemgående tema for de årsager, som Anne Kristensen nævner, er dialog.
Dels lederne imellem, hvor man har lagt en fælles linje for, hvordan man skal handle i forskellige situationer. Dels dialogen mellem medarbejder og arbejdsgiver, hvor man i hjemmeplejen har ladet sygefraværssamtalen spille en større rolle end før.
Og lige netop her, har Anne Kristensen ét vigtigt budskab.
– Lad være med at frygte sygefraværssamtalen. Den er ikke en straf, men derimod en velmenende anledning til at kigge hinanden i øjnene og i fællesskab finde løsningen på et problem, siger Anne Kristensen.
Én af dem, som har haft gavn af hyppige samtaler er kontorassistent i hjemmeplejen, Heidi Wørts Madsen, der i 2014 blev langtidssygemeldt fra sit arbejde efter en operation i hjernen.
– Når vi har en medarbejder, som er blevet langtidssyg, så ser vi på, hvordan den medarbejder har været før. Hvis han eller hun har haft lavt fravær, og der er udsigt til, at vi får en god medarbejder igen, så vil vi gerne investere i det, siger Anne Kristensen.
Og investerede, det var netop hvad hjemmeplejen gjorde i Heidi Wørts. Der skulle dog en fyreseddel til, før Egedal Kommune ville visitere Heidi til genoptræning, men da først denne begyndte at vise gode resultater, valgte Anne at udskyde opsigelsen og til sidst helt annullere den, inden Heidi i maj 2015 var tilbage på fuld tid. Undervejs i forløbet havde Anne og Heidi en tæt dialog.
— Det er sygefraværssamtaler, der har gjort, at jeg er her i stillingen i dag. Mit råd til andre er, at man altså slet ikke behøver at være så bange for sygefraværssamtaler, siger Heidi Wørts Madsen.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER