Lørdag 24. juni 2017
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Deltagerne kunne gå ud i mindre grupper for at fortælle om deres visioner. Foto: Kaj Bonne.
Inspirerende dialoger om børn og fritidslivet
Over 200 i Gladsaxe var mødt op på Bagsværd Skole til workshop om det gode børne-, kultur- og fritidsliv
Skrevet af Emilie Røndbjerg Damsgaard - 30. maj 2017, 09:15:41

Temaet var ’Børn i fællesskab”
Ti forskellige billeder lå på bordet. Det var nu op til de forældre og politikere, der stod rundt om bordet at vælge det billede, de syntes havde en vigtig pointe i forhold til temaet.

Én valgte et billede af fem børn der smiler, fordi det signalerer fællesskab, som hun mener er en vigtig del af et barns liv. Én anden valgte et billede af et øje, fordi det er et udtryk for, at vi ser på skole og fællesskab med forskellige øjne, men at alle stadig skal have ret til et fritidsliv.

Workshoppen var startskuddet på udviklingen af en ny Børne- og Skolepolitik og en ny Kultur- og Fritidspolitik. De fremmødte havde derfor mulighed for at sætte præg på udviklingen af de to nye politikker.

På børne- og skoleområdet er temaerne, ’Børn i fællesskab’, ’Sunde børn’, ’Børn tror på sig selv’, ’Børn lærer’ og ’Børn er aktive medborgere’.

Inden workshoppen gik i gang skulle de fremmødte vælge to forskellige temaer, som de helst ville udveksle ideer om. På samme måde foregik det med temaerne på kultur- og fritidsområdet, som er ’Vi vil foreninger og organiserede fællesskaber’, ’Vi vil en levende og aktiv by’ og ’Vi vil kulturel og kreativ udvikling’.

Gode ideer bringes på banen
Efter en velkomsttale af borgmester, Karin Søjberg Holst, var det coach Ulrik Lynges tur til at motivere og pointere, hvorfor det er så vigtigt, at både forældre, politikere og andre interesserede er mødt op.

– Det er jer, der er vigtige. Det er jer, der skal være med til at skabe den fremtid, som borgmesteren snakkede om i sin tale. Hvis Gladsaxe Kommune skal blive dygtige, skal de inddrage dem, der har rigtig mange ideer, og det er jer, der er her i aften, sagde Ulrik Lynge.

I de to efterfølgende dialogrunder gjaldt det for deltagerne om at fortælle, hvordan de synes børne- eller fritidsområdet kan blive bedre, eller hvad man ellers kunne tilføje til de nuværende politikker. For eksempel omkring temaet ’Vi vil en aktiv og levende by’ byder deltagerne ind med ideer om et kulturhus, et stort fællesareal med butikker og legeplads og en app, der viser aktiviteter i Gladsaxe.

Engagerede forældre
Mange af de fremmødte viste stort engagement og interesse i workshoppen. En af de forældre der havde valgt at møde op var arkitekt Marie Tissot Skafte. Hun syntes, at arrangementet er et godt initiativ, og hun er meget interesseret i at høre, hvordan fremtiden for hendes datter kan komme til at se ud.

– Jeg synes, det er vigtigt, at vi engagerer os i vores børns fremtid og skolegang, så jeg vil gerne byde ind med, hvad jeg har. For mig er det vigtigt, at mit barn føler sig tryg og at hendes uddannelse og udvikling er i gode hænder, og at hun indgår i nogle fællesskaber, sagde Marie Tissot Skafte.

Efter alle ideerne var blevet bragt på banen, samlede Ulrik Lynge op på aftenens arbejde. Ideerne er blevet skrevet ned i et fælles dokument, som repræsentanterne fra Rådhuset tog med sig tilbage for at arbejde videre med dem.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER