Lørdag 22. juli 2017
Kræftens Bekæmpelse 01 44-16
Elevrepræsentant Kim Laursen fra Gladsaxe Skole overrakte i november i fjor 22.575 kr. til Kræftens Bekæmpelse. Rikke Bøggild Hansen og lokalformand Peter Skou var de glade modtagere. Foto: Kaj Bonne.
Kræften skal ikke have lov til at styre
Ildsjæl holder foredrag i Åben Café
Skrevet af / - 2. maj 2017, 08:17:28

For anden gang i dette forår inviterer Åben Café til gratis foredrag. Det sker mandag 8. maj kl. 16. Ildsjælen Rikke Bøggild Hansen fra Ung Kræft gæster caféen, der nu er flyttet til Gladsaxe Hovedbibliotek. Ung Kræft er en organisation under Kræftens Bekæmpelse, der henvender sig til unge med kræft i alderen 15-39 år. Her er det de unge selv, der står for aktiviteterne, der spænder fra fælles udflugter over spændende arrangementer til støtte af hinanden i svære situationer.
Ung Kræft er blevet en vigtig brik i mange unge kræftpatienters liv. Tidligere kræftpatienter hjælper nuværende og laver mange spændende projekter.
Rikke er en af disse tidligere kræftpatienter, som har haft kræft to gange og nu hjælper andre unge. I Ung Kræft hedder dette en ildsjæl.
I foråret 2016 modtog Rikke på Ung Kræfts vegne en stor donation fra Gladsaxe Skoles elever. Her fortalte hun sin historie for de unge, der sad ganske stille og hørte hendes beretning. ”Du kan godt få et godt liv, det er ikke kræften, der skal styre dig, men dig, der skal styre kræften”, sagde hun blandt andet i sin tale til børnene.
Rikke er et inspirerende menneske, der forstår at give sin livsglæde videre til andre.
Åben Café, der er et tilbud til kræftramte, pårørende og efterladte, er kommet godt i gang på Gladsaxe Hovedbibliotek. I åbningstiden, hver mandag kl. 16-17,30, har flere brugere fundet vej til samtalecaféen, der holder til i mødelokale 6. Foredraget mandag den 8. maj afholdes dog i mødelokale 2, hvor der er plads til flere tilhørere.
De frivillige er glade for de nye lokaler, og brugerne har taget godt imod cafeens centrale placering i kommunen.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER