SKAT kan koste Gladsaxe 29 mio. kr.
Gladsaxe Kommune har sendt et beløb på 43,7 mio. kr. til inddrivelse hos SKAT, men får med garanti kun en brøkdel i kommunekassen

SKAT har 100 milliarder kroner til gode hos borgerne og virksomhederne. Men Skatteministeriet forventer, at man højst får inddrevet 20 mia. kr. – altså blot en femtedel af gælden.

Kommunerne har også fordringer, som man skal oversende – som det så smukt hedder – til SKAT. Dette beløb er 3,9 milliarder kroner, hvoraf revisions- og rådgivningsfirmaet PwC forventer, at kommunerne får en tredjedel hjem.

Hvad betyder det så for Gladsaxe?

På Økonomiudvalgets møde blev det oplyst, at det beløb som Gladsaxe Kommune pr. 1. marts 2017 oversendte til inddrivelse hos SKAT udgør 43,7 mio. kr. Med en værdiansættelse på en tredjedel betyder det, at Gladsaxe Kommune får blot 14,6 af sine tilgodehavender. Det betyder, at kommunen skal afskrive et beløb svarende til 29,1 mio. kr. Firkantet sagt kan man postulere, at SKAT kan komme til at koste Gladsaxe Kommune dette store millionbeløb.

Hold armene i ro
Hvis enkelte Gladsaxe-borgere rækker hænderne i vejret i forventning om, at deres gæld til kommunen ikke bliver inddrevet, skal de ikke glæde sig for tidligt. På Økonomiudvalgets møde blev det oplyst, at det ”må forventes, at fordringer så som manglende betaling for daginstitution og lignende ikke vil blive omfattet fuldt ud. Det skyldes, at der for disse fordringers vedkommende er mulighed for modregning i udbetaling af børne- og ungeydelse og restskat, hvilket gør, at der er god mulighed for at inddrive restancer af denne type.”

Umiddelbart får de oversendte fordringer til SKAT ingen betydning for likviditeten i kommunekassen. Dog vil kommunens egenkapital blive nedskrevet med det det beløb, som kommunen vil ende ud med at skulle afskrive.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top