Onsdag 26. juli 2017
SONY DSC
Rådgiverteamet blev orienteret om forholdene i Værebro. Foto: Privat.
Værebro under forvandling
Rådgiverteam på rundtur i Værebro Park
Skrevet af / - 9. maj 2017, 13:19:42

Partnerskabet for Værebro Park har sammen med Realdania valgt et rådgiverteam, der skal udarbejde en strategisk udviklingsplan for området. Rådgiverteamet har allerede været på rundtur i Værebro Park, hvor de mødte nogle af de lokale foreninger og aktører.
Der skal skabes en ny ambitiøs udviklingsplan for Værebro Park, der skal bidrage til, at boligområdet i fremtiden bliver en mere attraktiv, naturlig og velfungerende del af det øvrige Gladsaxe.
Til opgaven har partnerskabet for Værebro Park og Realdania valgt et tværgående rådgiverteam, der består af Arkitema Architects, CFBO, PLUSS og Scope Communications. Teamet har en rigtig god forståelse af opgaven og de aktuelle udfordringer, og de har stor fokus på, hvordan de relevante aktører kan inddrages i processen og få ejerskab til den strategiske udviklingsplan.
Startede med rundtur
Lige før påske var rådgiverteamet på rundtur i Bagsværd og Værebro Park, hvor de blandt andet fik en grundig introduktion til boligområdet, og hvordan det hænger sammen med den omkringliggende by. Og efter påske deltog rådgiverteamet i et to-dages seminar, hvor de fik lejlighed til at møde forskellige lokale aktører, blandt andet afdelingsbestyrelsen, og tale om hverdagen og udfordringerne i boligområdet. Introduktionen er startskuddet til arbejdet med udviklingsplanen, der bliver en integreret del af de planer, som Gladsaxe Byråd allerede har sat sig for kommunens og byens samlede udvikling.

Styrke alliancer
Udviklingsplanen skal være med til at styrke alliancer og partnerskaber mellem beboere, kommune, foreninger og private investorer. Den skal også komme med bud på, hvordan man kan etablere nye boligformer i Værebro Park samt give bud på, hvordan man kan placere serviceerhverv, handel og fritidsaktiviteter, så borgere udenfor boligområdet får en naturlig forbindelse til boligområdet og oplever det som en attraktiv del af byen.
Udviklingsplanen bliver skabt over det kommende års tid i et tæt samarbejde med projektets og bydelens aktører og beboere. Der bliver gennemført analyser og workshops undervejs. Udviklingsplanen forventes færdig marts 2018. På baggrund af udviklingsplanen forventes der efterfølgende at blive etableret et fysisk projekt, der kan understøtte planens realisering og en positiv udvikling af området.

Print This Post Print This Post
En kommentar til “Værebro under forvandling
  1. Jeg har set denne gruppe smarte medie-mennesker på rundtur i Værebro Park – det var som at se en flok turister besøge en seværdighed.

    Hvor er det en typisk kommunal ide, at man grundlæggende kan ændre mennesker ved at hænge noget kunst op i loftet eller anlægge en strand midt på torvet. Det er hundedyrt, og det har ingen effekt.

    Værebro beach kostede en kvart million.

    Hvad kommer det så til at koste i denne omgang, Gladsaxe Kommune?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER