- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Borgmesterskifte i juli

Karin Søjberg Holst afløses af Trine Græse

I slutningen af januar meddelte borgmester Karin Søjberg Holst, at hun ville stoppe som borgmester ved udgangen af den nuværende valgperiode. Hun foreslog, at Trine Græse skulle være den nye spidskandidat hos Socialdemokratiet.

Men allerede 10. juli sætter Trine Græse sig i borgmesterstolen.

Karin Søjberg Holst meddelte i går, at hun træder et skridt tilbage i den resterende del af valgperioden.

Hendes mand er desværre ramt af alvorlig sygdom, og det er det, der har fået hende til at træffe beslutningen om at geare ned.

Karin Søjberg Holst har være medlem af Gladsaxe Byråd i knapt 40 år. I alle årene har hun enten været udvalgsformand eller borgmester. En af hendes store mærkesager er den kommende letbane langs Ring 3, hvor hun sidder som næstformand i bestyrelsen for Hovedstadens Letbane.

– Det har været et fantastisk liv i folkestyrets tjeneste, hvor jeg har haft det privilegium at være med til at udrette noget for andre – sammen med andre. Jeg har altid lagt vægt på at arbejde for brede, politiske løsninger. Derfor vil jeg gerne takke alle borgere, foreninger, virksomheder og andre, jeg har samarbejdet med i årenes løb til gavn for Gladsaxe. Og jeg er stolt over at kunne efterlade en kommune med en robust økonomi, høj velfærd til borgerne og godt samarbejdsklima i Byrådet, siger Karin Søjberg Holst.

Karin Søjberg Holst bliver siddende i Gladsaxe Byråd valgperioden ud.