Onsdag 26. juli 2017
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Studenterne vender i bogstavelig forstand ryggen til Christianborg-politikernes ønske om, at Danmarks unge skal igennem uddannelsessystemet så hurtigt som muligt. Her ses Gladsaxes glade studenter - efter lørdagens translokation - danse rundt om Anker Hoffmanns skulptur på plænen foran Gladsaxe Rådhus. Mange af dem vil det kommende år være at finde i udlandet, hvor de vil suge indtryk til sig, inden de læser videre. Foto: Kaj Bonne.
Vild udlængsel blandt studenter
Nutidens studenter vil se og opleve den verden, som de er en del af
Skrevet af Jan Løfberg - 27. juni 2017, 08:53:45

Tendensen er tydelig på både Gladsaxe Gymnasium og Bagsværd Kostskole og Gymnasium. Mange af årets studenter vil på et længere udlandsophold, inden de fortsætter med en videregående uddannelse. Nogle tager arbejde i en periode for at spare op til et kommende ophold, andre har sparet op undervejs og rejser ud med det samme.

Det turde ellers efterhånden være slået fast med syvtommersøm, at det er en udvikling man har forsøgt bremset på Christiansborg – for eksempel i forbindelse med vedtagelsen af SU-reformen i 2013. Men tilsyneladende er studenternes ønske om sabbatår eller fjumreår, som mange politikere ynder at kalde det, når man ikke umiddelbart fortsætter i uddannelsessystemet.
Udlængslen blandt dagens studenter er voldsom. Studenterne lever simpelt hen bare i en anden virkelighed end politikerne. Endnu har politikerne slet ikke taget bestik af, at mange af dette års studenter helt frivilligt – og med de konsekvenser det senere kan få for deres SU-ydelse – tager et eller flere år helt uden for uddannelsessystemet.

Intet tyder på, at de kommende års studenter vil blive hjemme. Tværtimod tyder alt på, at endnu flere vil rejse ud, inden de fortsætter læsningen. Det er i hvert fald helt klart det, man fornemmer på de to gymnasier i Gladsaxe.

Sabbatår
Egentlig var det vel meningen, at et fjumreår skulle opfattes negativt. Men den fortolkning har vist aldrig slået an. Alligevel foretrækker en del unge at anvende sabbatår i stedet.

Gladsaxe Bladet har spurgt nogle af årets første studenter, hvad de skal, nu hvor de har fået huen på.
– Jeg skal have et sabbatår, hvor jeg skal arbejde og rejse rundt i USA med en veninde i et par måneder. Jeg ved endnu ikke, hvad jeg skal læse efter mit sabbatår, så det skal jeg også finde ud af i det kommende år. De fleste af mine venner og veninder holder også sabbatår efter 3. g, jeg kender dog også et par stykker som vælger at læse videre med det samme, siger Amalie Schack fra Bagsværd Kostskole og Gymnasiums 3. b/samfundsfag.

Frederikke Hjort fra 3. a/naturvidenskab på samme gymnasium har også sin plan klar på den anden side af jordkloden: – Jeg rejser tilbage til Brisbane i Australien, hvor jeg tidligere har boet et år som udvekslingsstudent efter grundskolen gennem Rotary. Her skal jeg bo hos mine australske værtsfamilier og ses med andre bekendtskaber, rejse til Sydney samt regioner, der ligger fra civilisationen. Jeg fejrer at mine tre år på gymnasiet er forbi, og at jeg er blevet student. Min jævnaldrende australske værtssøster kender ikke til mine rejseplaner, idet hendes mor og jeg har planlagt min ankomst i smug det sidste års tid, så det bliver en stor overraskelse for hende. Derudover ankommer en ven fra Vejle til Australien, som jeg har planer om at rejse rundt med. I begyndelsen af min gymnasietid havde jeg planer om at skulle læse direkte, men nu har jeg indset, at rejsetrangen er for stor, og jeg vil derfor bruge det næste års tid på i stedet at rejse så mange steder hen, som jeg kan.
Også hvad der efterfølgende skal ske har Frederikke Hjort ambitioner for: – Jeg vil starte på Copenhagen Business School til næste sommer – på nuværende tidspunkt drømmer jeg om at læse enten ren erhvervsøkonomi, HA eller erhvervsøkonomi, virksomhedskommunikation, HA(kom).

Andre planer
Også Louise Kjøller fra Bagsværd Kostskole og Gymnasiums 5. biotek tager til et engelsktalende land i sit sabbatår: – Jeg holder et sabbatår. Jeg har altid godt kunne lide at gå i skole, men jeg kan også mærke, at jeg trænger til en pause, før jeg vil læse videre. Jeg vil gerne ud, så derfor skal jeg finde et arbejde, så jeg kan spare op til en 2-måneders Canada-tur, som min veninde og jeg er ved at planlægge. Derudover vil jeg gerne ud at sejle med skoleskibet Georg Stage i 2018.

Louise har spurgt sine klassekammerater, hvad de skal: – Det er meget blandet, hvad folk har planer om. Nogle vil holde sabbatår, fordi de trænger til en pause, ikke ved hvad de vil – eller har nogle drømme de gerne vil have indfriet. Andre vil bare gerne starte på ”uni”, så de kan komme i gang med en uddannelse, der virkelig interesser dem. Studenterne fra Gladsaxe Gymnasium står ikke lige frem på tæerne af hinanden for at leve op til samfundets ønske om at udklække kandidaterne hurtigt og effektivt.

Kevan Nirwan Soliman fra 3. s går den kreative vej: – Jeg starter som lærervikar efter sommerferien for at spare penge sammen til at rejse i Asien og Sydamerika. Men ellers vil jeg hele tiden søge om optagelse på musicalskolen, indtil jeg kommer ind.
Emilie Marie Steenberg fra 3. r går heller ikke den direkte vej, selv om hun fik et tårnhøjt snit, som kunne have åbnet døre over det meste: – Jeg regner først med at læse videre om to år. Jeg arbejder som kasseassistent for at spare sammen til at rejse i blandt USA. Jeg har ikke besluttet mig for, hvad jeg vil studere – formentlig noget med matematik eller økonomi.

To slags virkelighed
At der er forskel på den virkelighed, som Christianborg vil forme, og den virkelighed, som de unge lever i, er ikke af nyere dato. Måske det engang lykkes at tilpasse uddannelsessystemet, så det matcher de unges behov som går på at hente inspiration i fremmede lande. Mange af dem bliver endda så inspirerede, at de fortsætter med at læse videre i udlandet. Og ikke alle vender tilbage til Danmark…

Fjumreår
Den Danske Ordbogs definition: periode på ca. et år som et ungt menneske tilbringer mellem to dele af uddannelsessystemet, fx med erhvervsarbejde, rejser eller højskoleophold.
Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER