Tirsdag 24. oktober 2017
triumf
Beboerne vil så gerne have et vejspejl i højre side af udkørslen, så man kan se, om der kommer cyklister oppe fra Gammelmosevej. Men indtil videre afviser forvaltningen den løsning. Fronten af bilen er allerede langt ude på cykelstien, når føreren skal orientere sig. Foto: Niels Rasmussen.
-Giv os dog et spejl
Beboere på Triumfvej frygter for sammenstød mellem bilister og cyklister
Skrevet af Niels Rasmussen - 18. juli 2017, 10:17:37

For lidt over to år siden omkom en 16-årig knallertkører på Triumfvej, da han væltede på sin knallert og kurede ind under en lastbil, hvor hans hoved ramte et dæk. Han fik så seriøse skader, at han døde på hospitalet.

Hardy Fauerskov fra Triumfvej var på stedet og kravlede på ryggen ind under lastbilen for at få den unge mand ud. Det var en meget trist oplevelse.
Nu frygter han, at han igen skal blive vidne til et slemt – måske dødbringende – trafikuheld.

Der er kommet cykelstier på Triumfvej, og det er fint for de mange skolebørn.

-Men vi beboere i husene Triumfvej 34-54 har nærmest ikke en jordisk chance for at se cyklisterne, når vi skal ud på selve Triumfvej, siger Hardy Fauerskov, der kører sin bil hen til udkørslen for at vise, hvor grelt det står til. En hæk, der er klippet helt ind til skellet, forhindrer, at man kan se, hvad der kommer fra venstre.

-Vi vil så gerne have et spejl, så vi via det kan blive orienteret om eventuelle cyklister på vej hen mod vores udkørsel, siger Hardy Fauerskov.
Han har kontaktet kommunen, der ikke er imødekommende.

” Det er vejteamets vurdering at cykelstien fortsat er farbar. Det er ligeledes vejteamets vurdering, at oversigten ved overkørslen ikke adskiller sig væsentligt fra øvrige overkørsler på Triumfvej. Det primære råd er derfor fortsat forsigtig udkørsel hen over fortovet” står der i en mail fra forvaltningen.

-Der må kunne findes en bedre løsning, så jeg vil tage fat i sagen, siger Ole Skrald Rasmussen, formand for trafik- og teknikudvalget.

Print This Post Print This Post
2 kommentarer til “-Giv os dog et spejl
  1. Henning Pedersen skrev:

    Interessant indlæg og i særdeleshed Ole Skralds bemærkning.
    Lige nøjagtig dette problem har jeg og min genbo nævnt for Ole Skrald på et møde på stedet i august sidste år.
    Ole Skralds kommentar på daværende tidspunkt var:
    “det tror jeg ikke på”
    “det må vi jo leve med”
    Håber sandelig ikke, at der skal “lig på bordet” før det går op for vor/vore “kære” politikere, at det er en elendig løsning, der er lavet.
    I øvrigt kan man nu allerede se, at de få bump der er lavet om, absolut ikke har nogen virkning. Bilisterne tager overhovedet ikke hensyn til de meget store og lange bump, og vel ca. 50% forcerer bumpene med en hastighed der ligger langt over 40 km/t, og adskillige forcerer med mellem 60 – 80 km/timen, og nærmest betragter Triumfvej som en lille motorvej

    Med venlig hilsen
    Henning Pedersen
    Triumfvej 62A
    2800 Lyngby

    PS: nu på 2 måned ligger den nedtagne stålmast til fodgængerafmærkning ved skolen (der blev nedtaget i maj måned) stadig på fortovet. Hvorfor????

  2. Bjørn Jensen skrev:

    Allerede i høringsfasen påpegede vi, at smalle fortove ville give ringere oversigtsforhold og forhøjet risiko for ulykker. Det blev totalt afvist fra Ole Skrald og forvaltningen. At sidstnævnte ikke gjorde deres forarbejde godt nok, så det samlede fortov blev gjort endnu smallere end først planlagt, med ringere oversigtsforhold, er jo direkte pinligt. Beboerne blev også lovet mere effektive bump, så vi slap for den “køren ræs” og de farlige situationer det kan medføre. Vi har nu fået bump, såkaldte cirkelbump, der er ligeså slappe som de “busbump” vi havde før. Vi har målt kørsel over bumpene til 60-70 km/t uden besvær. Det har bare kostet kassen at lave det samme. Igen et svigt fra forvaltningen. Ikke noget under, at de af medlemmer af byrådet benævnes Gøg og Gokke.
    Når vi er med til at betale, er det mindste man kan gøre, at skaffe os rimelig kvalitet for pengene.

    Venlig hilsen
    Bjørn Jensen
    Triumfvej 21

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER