Gladsaxe i Luksusfælden
skema.jpg
-

Hvis kommuner kunne optræde som deltagerer i tv-programmet ”Luksusfælden” på TV3, så var Gladsaxe inden for ganske få år en sikker gæst.

I de kommende år bliver Gladsaxe Kommune nemlig flere hundrede millioner kroner fattigere, fordi man har sat gang i en forbrugsfest nærmest uden lige.
Godt nok slipper vi med 0,1 procent mindre i skat, men ellers er der ikke meget positivt at sige. Gladsaxe Kommunes forbrugsfest er så vild, at man på bare 3-4 år tømmer cirka halvdelen af kommunekassen for likviditet. Man bruger flere hundrede millioner kroner mere, end man får ind i skatter. Det på trods af ganske pæne forventede stigninger i skattegrundlaget.

De kedelige facts kan man læse i Gladsaxe Kommunes 2017 budget. Man kan også læse, at pengene fosser ud af kassen, fordi man alt for ukritisk har skruet op for forbruget. Pengene går til investeringer i blandt andet ”velfærd”.

Selvfølgelig er det populært i et valgår at give både skattenedsættelser og love flere penge til næsten alle grupper. Men de fleste ved fra deres egen økonomi, at fortsætter man med at bruge mere end man får ind, så går det rigtig galt.

Gladsaxe Kommunes overforbrug de kommende år er uholdbart – og derfor er der også stor risiko for, at skatten igen må sættes op. Det bliver så efter kommunalvalget.

Martin Skou Heidemann
Byrådskandidat nr 4
for Venstre

3 kommentarer om “Gladsaxe i Luksusfælden”

  1. Gladsaxe Kommune er på vej i den gale retning, med massivt overforbrug. Enten skal der ske nedskæringer – eller skal skatten stige. Et kedeligt faktum. Det hjælper jo ikke noget, at likviditeten bliver bedre – sådan som man ser på grafen. For “likviditet” siger bare noget om hvor mange penge man har fundet frem. I teorien kunne man have lånt hver en krone i likviditetsgrafen – og skylde det hele væk. At omsætte likviditet i forbrug er lige præcis hvad luksusfælden handler om.

  2. Jakob Skovgaard Koed - byrådsmedlem (A) siger:

    Hvad dette indlæg ikke forholder sig til er, at Venstre inklusive den nuværende borgmesterkandidat har været med i de seneste 4 budgetter. Venstre har selv støttet det nuværede forbrug! Det er Venstres egen politik Martin Heidemann kritiserer!
    Og selvfølgelig har venstre støttet det fordi, når en kommune ikke må låne til anlæg, så sparer man op. Her for at bygge lægehus i mørkhøj, sundhedshus, renoveret skoler mm.
    Desuden kommer likviditeten aldrig i nærheden af statens minimums krav!

  3. Kim Wessel-Tolvig siger:

    Det er ikke normalt at personer inden for samme politiske parti kommenterer hinandens indlæg i debatterne, men nu er grænsen nået. Martin Skou Heidemann som er byrådskandidat for Venstre ved det kommende kommunalvalg, har med sit indlæg om Gladsaxe kommunes økonomi, virkelig vist, at han på ingen måde ved hvordan det politiske liv i et demokrati virker. Han kan ikke andet end at udvise foragt for alt og alle. Heldigvis er borgerne i Gladsaxe kommune så kloge at de kan gennemskue hans mangel på indsigt i Gladsaxe kommune. Selv Venstrevælgere må tage afstand fra Martin Skou Heidemanns tidligere, nuværende og formentlig kommende indlæg. Men kommunalvalget nærmer sig. Det ses tydeligt i læserbrevene i lokalpressen. Der har været tavshed i 4 år, men nu kommer alle de kloge frem på rækker, for at fortælle hvordan tingene skal være. Hvor var I henne i den mellemliggende periode.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top