Gladsaxe Kommune skal med i Demensalliancen
Byrådskandidat fra Venstre mener at den kommunale indsats er for ringe

Gladsaxe Kommune skal gøre mere på demensområdet, mener Venstres byrådskandidat Martin Skou Heidemann, der foreslår, at kommunen går med i Demensalliancen, som allerede tæller 17 kommuner landet over, der alle har forpligtet sig til at gøre en ekstra indsats.

”Flere og flere får demens – og det koster penge. Samtidig er Gladsaxe for lille en kommune til at opbygge sin egen ekspertise. Blandt andet derfor skal vi med i Demensalliancen og trække på nogle af deres erfaringer – og leve op til de krav, de stiller. Jeg har selv demens inde på livet i min familie, og det er på alle måder trist at være vidne til – og en kæmpe belastning for os pårørende”, siger Martin Skou Heidemann.

I dag er der over 1100 med demens i Gladsaxe Kommune. Det fastslår Videnscenter for demens, der også fortæller, at det tal er let stigende over de næste 10-20 år som følge af den forventede længere levetid.

Demensalliancen er et samarbejde mellem Ældre Sagen, FOA, PenSam, Dansk Sygeplejeråd og Ergoterapeutforeningen om en fælles vision: Et demensvenligt Danmark, hvor ingen er alene med demens.

Sker for lidt i Gladsaxe
Ifølge Martin Skou Heidemann er Gladsaxe Kommunes tilbud ikke godt nok, når det gælder arbejdet med demens.
”Gladsaxe vedtog tilbage i august 2016 en demensindsats og siden er det så som så med initiativerne. Vi har mange gode tilbud som et hukommelseshold, der tilbyder træning af hukommelses-, orienterings- og koncentrationsevne, daghjem, dagtilbud, døgntilbud m.v. Men i forhold til antallet af borgere med demens, så skal vi sætte mere fart på arbejdet, så det ikke bare bliver ”Ældremilliarden” Folketinget gav, som afgør, om vi skal gøre noget mere for vores demente ældre”, siger Martin Skou Heidemann.

I forbindelse med Ældremilliarden besluttede Gladsaxe at anvende nogle af pengene til flere personalemæssige ressourcer netop i forbindelse med demens. Ifølge Martin Skou Heidemann er det en stakket frist – for antallet af demente vokser.

”Hvis vi ikke handler nu, så kommer Gladsaxe alt for langt bagud på demensområdet. Derfor skal vi også lægge pres på os selv – blandt andet gennem medlemskab af Demensalliancen – for at levere et godt tilbud på demensområdet. Ikke kun fordi vi får flere og flere med demens, men også fordi forskningen og den teknologisk udvikling går så stærkt, at det giver os helt nye muligheder for at hjælpe de med demens”, siger Martin Skou Heidemann.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top