Onsdag 26. juli 2017
Kommunal hjemmepleje er at foretrække
Så skete det igen - en privat leverandør af hjemmehjælp, til blandt andet borgere i Gladsaxe, er gået konkurs
Skrevet af Lene Svendborg - 18. juli 2017, 08:56:39

Så skete det igen – en privat leverandør af hjemmehjælp, til blandt andet borgere i Gladsaxe, er gået konkurs, og kommunen må øjeblikkeligt overtage firmaets opgaver.

Heldigvis drejede det sig denne gang ”kun” om 22 borgere, hvilket vidner om at langt de fleste hjemmehjælps-modtagere i Gladsaxe, foretrækker hjælp af kommunens medarbejdere.

Jeg er slet ikke begejstret for loven om fritvalgs-ordning på hjemmehjælp. Umiddelbart kan man synes, at det er godt at give de ældre nogle forskellige valgmuligheder, men virkeligheden har bare vist, at ideen måske ikke er helt så god alligevel.

Desværre sker der ofte det, at økonomien, og ikke borgerne, bliver genstand for al opmærksomheden. Dette sker både hos den private leverandør, men desværre nok også af og til hos kommunerne, når der vælges og skrives kontrakt med den private leverandør. For at få kontrakten i hus afgiver nogle private leverandører et urealistisk tilbud, der før eller siden fører til mangelfuld hjælp, dårlige arbejdsforhold for de ansatte i firmaet og til sidst en konkurs. Det billede har vi set igen og igen.

Jeg mener at det skal være op til kommunerne selv, om borgerne skal tilbydes fritvalgs-ordningen. Jeg ville meget hellere bruge energi og ressourcer på, at tilbyde den bedste og mest stabile kommunale hjemmehjælp som overhovedet muligt. Dette opnås blandt andet ved at tilbyde medarbejderne et godt arbejdsmiljø og medindflydelse på arbejdets tilrettelæggelse. Til stor gavn for vores ældre borgere.

Lene Svendborg
Kandidat til byrådet for Socialdemokratiet

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER