Onsdag 26. juli 2017
OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Erik Aggestrup (t.v.) har solgt forretningen til Brian Kaas, der overtager i begyndelsen af september. Foto: Kaj Bonne.
Nu er det snart tid
Erik`s Ure skifter ejer 1. september
Skrevet af Niels Rasmussen - 11. juli 2017, 09:20:00

”Det holder i hvert fald til næste gang”.

Lyder beskeden til manden, der lige har fået skiftet batteri i sit ur.
”Jo, vi sælger ure til damer, men mænd må skam også gerne købe”.
Lyder beskeden til den ældre herre, der er ude for at se på fødselsdagsgave til sin kone.

”Vi kan da godt sætte prisen op, hvis du synes det er for billigt”, lyder kommentaren, da manden har konstateret, at 389 kr. ligger under, hvad han havde forventet.

Stedet er Erik´s Ure på Søborg Hovedgade 63 A en tirsdag formiddag.
Det vrimler ind med kunder, og de fleste får en munter bemærkning med, så de forlader forretningen i bedre humør, end da de kom.

Urmager Erik Aggestrup har en god forretning.
-Det drejer sig om ordet service. Så enkelt er det, siger Erik Aggestrup, der trods al succesen har valgt at sælge sin forretning med dertil hørende gode tilbud, så butikken gerne 1. september til afskedsreceptionen skulle være noget nær rippet, så butikken står næsten tom, når den nye ejer Brian Kaas rykker ind.

Erik Aggestrup har været i branchen i over 40 år. I en årrække havde han butik på Søborg Hovedgade 119, men så rykkede han til 63 A.

-Nu skal der være tid til konen og børnene og haven – både vores egen og børnenes. Jeg kommer bestemt ikke til at kede mig, siger Erik Aggestrup, der lige lægger ud med et år på efterløn, inden han går på pension.

En enkelt stor skuffelse
Forretningslivet har budt på en enkelt stor skuffelse. Et rambuktyveri midt om natten i sommerferien for et par år siden var en bitter oplevelse.
”De gad ikke engang tage masker på”, konstaterer han

-Heldigvis har glæderne været i overtal. Søde og rare kunder gør det til en fornøjelse at gå på arbejde, slår han fast.

Han lægger ikke skjul på, at nethandlen har halveret salget af ure.
-Jeg kunne godt sælge via nettet, men så skulle jeg stå hver aften og pakke til forsendelse. Det dur ikke.

Så Erik Aggestrup reparerer ure. Der for det meste går på batterier.
-Vi skifter 7.000 batterier om året. Vi har været oppe på 80 batterier på en enkelt dag. Og reparationen sker lige her og nu, så der godt kan komme lidt kø i butikken. Men det tager kunderne med, for de ved, at næste gang er det måske dem selv, der får glæde af den service, siger Erik Aggestrup, der har kunder fra Lyngby og Gentofte.

-Jeg synes, at vi er ved at få skabt et godt handelsliv. Søborg er ved at blive lidt som en lille by i provinsen, siger han.

Og så er det lidt snyd med at 1. september er sidste dag. For når der skal ryddes op dagen efter ryger der måske lige et batteri eller et ur over disken som den definitive afslutning.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER