Tirsdag 24. oktober 2017
Påkørsel i Søborg mm.
-
Skrevet af / - 5. juli 2017, 11:38:35

Lørdag 1. juli kl. 05.02 anmeldte en borger, at han netop havde set, at en personbil, hvori der sad to personer, havde påkørt en parkeret bil på Kildebakkegårds Allé i Søborg, og at begge personer efterfølgende var løbet fra stedet.

Soloulykke på Gladsaxevej
Lørdag 1. juli kl. 06.04 skete en soloulykke på Høje Gladsaxevej, da en 22-årig mand mistede herredømmet over sin bil og påkørte et vejskilt, hvorefter bilen væltede rundt og landede på taget i den modsatte kørebane. Manden blev bragt til et nærliggende hospital for behandling.

91-årig udsat for tricktyveri i Søborg
Lørdag 1. juli kl. 12.30 blev en 91-årig mand udsat for tricktyveri foran sit hjem på Runebergs Allé. Manden var netop kommet hjem fra sin indkøbstur, da han blev kontaktet af en mand og kvinde i sin indkørsel. Manden og kvinden fremviste en brochure med billeder af flere lejligheder og spurgte ham om flere ting på et sprog, han ikke forstod, hvorefter han bad dem om at forsvinde. Da de to personer var gået, opdagede manden, at han ikke længere havde sin tegnebog i sin inderlomme.

De to personer beskrives som:
A: Mand med anden etnisk baggrund end dansk, 45-55 år, 170-175 cm. høj, kraftig af bygning og havde kort hår.

B: Kvinde med anden etnisk baggrund end dansk, 35-45 år, ca. 160 cm. høj, almindelig af bygning med rødt, kort hår.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse i dagtimer på hverdage til politikommissær Ulrik Hove på telefon 72 58 75 24, eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Vær skeptisk
Trick- og gadetyve er snu og finder på mange påskud for at stjæle på gaden eller i hjemmet. Københavns Vestegns Politi opfordrer borgerne til at følge nogle enkle råd for at beskytte sig mod de langfingrede:
• Vær skeptisk, når ukendte personer henvender sig – hjemme og på gaden.
• Åben kun døren for folk, du kender. Brug dørspion eller spørg til ærinde uden at åbne. Lav faste aftaler med hjemmehjælpere, håndværkere mv. – spørg gerne efter legitimation. Skilt ikke med, du bor alene – skriv kun forbogstav og efternavn på dørskiltet.
• Hold afstand til ukendte personer på gaden, ved indkøb mv. og hold pungen tæt til kroppen. Skjul altid din pinkode og opbevar den aldrig med dit kort.
• Gå ikke rundt med store værdier – og lad dem ikke ligge fremme hjemme.
Ring hurtigt til politiet, hvis du oplever noget mistænkeligt: 43 86 14 48 eller 114.
Ring Alarm 1-1-2 hvis det sker akut.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER