Lørdag 21. oktober 2017
Han er plakatfuld 1
Torben Jansen med en plakat af Vangede-kunstneren Martin Pop. Søborg-iværksætteren har oprettet firmaet Artifu, der har specialiseret sig inden for plakatkunst. Foto: Jan Løfberg.
Han er plakatfuld
Torben Jansen har fået en god idé, og det har fået Innovationsfonden til at støtte hans projekt
Skrevet af Jan Løfberg - 8. august 2017, 09:06:39

Hvad gør de fleste mennesker, når de har en drøm?
De taler om den. Tænker på den. Men gør meget sjældent noget ved den.
Ofte skyldes det, at vi som helt almindelige mennesker er underlagt en række forpligtelser, som vanskeliggør frisættelsen af drømmen. Det kan være man har børn, er gift og har en husleje, der skal betales hver måned. Og hvis man så oven i også er i et job, der ligesom kan understøtte det ovennævnte, så er det nemt at pakke drømmen ned.

Torben Jansen fra Søborg havde og har det hele. Han var økonomichef i Randstad: – Mange har en drøm, som de siger, de vil gøre noget ved, når de bliver pensionerede. Jeg havde altid haft en lyst at blive selvstændig – og så var det jeg fik denne her idé. Jeg tænkte: Hvorfor ikke? Og da jeg så oven i købet fik opbakning fra min kone, så var det ikke så svært. Vi kunne begge se, at jeg nok ikke ville komme få mindre at lave på jobbet de kommende år…
I modsætning til de fleste af os, så gjorde Torben Jansen noget ved drømmerierne. Han sagde sit job op, og så gik han ellers i gang med sin virksomhed drevet fra bopælsadressen i Søborg.

Plakater en masse
Torben Jansen har startet virksomheden Artifu, hvor ansigtet ud ad til er hjemmesiden, hvor for eksempel billedkunstnere, fotografer og grafikere allerede har uploadet 200 billeder. Det kan de gøre fuldkommen frit. Ideen er så, at kunderne kan bestille billederne/kunstværkerne i plakatstørrelse i forskellig størrelse og forskelligt materiale som for eksempel papir og aluminium. Plakaterne leveres direkte til døren.
Ved at de udøvende kunstnere selv leverer til hjemmesiden, får kunderne mulighed for at købe unik plakatkunst som adskiller sig fra de 100.000 ens plakater som hænger i hjem verden over, fordi de er købt hos IKEA eller andre postersælgere.

Hjemmesiden skulle Torben Jansen opbygge helt fra bunden: – Det var en større omgang, for der skal meget mere til, når folk udefra skal kunne uploade deres ting på hjemmesiden. Jeg købte den fornødne ekspertise hos en programmør. Lidt underligt at tænke sig, at jeg startede med nul billeder på hjemmesiden, og nu er der 200.
At Torben Jansens idé ikke var helt ude i skoven viste Innovationsfonden ved at bevilge ham en støtte på 125.000 kroner: – De kan se globale muligheder i projektet.
Fidusen er, at kunden bestiller plakaten i det format og den udformning, som vedkommende ønsker sig. Der trykkes ét eksemplar af kundens bestilling, og plakaten sendes derefter hjem til bestilleren: – Og det kan jo ske i Danmark, hvor vi brugte danske trykkerier. Eller i Tyskland, hvor man bruger tyske trykkerier, eller USA osv.

30 kunstnere
Ind til videre har 30 kunstnere uploadet deres billeder og kunst på hjemmesiden: – Der er ingen kunstnere fra Gladsaxe, men Martin Pop fra Vangede må vel betragtes som en lokal kunstner, siger Torben Jansen, der pointerer den åbne platforms muligheder for de udøvende kunstnere:
– Kunstnere, som man ikke har hørt noget til eller kender, har chancen for at møde et større publikum. De kan prøve sig selv af kommercielt og se hvor langt, deres talent rækker. Jeg ville elske, hvis en og anden starter på min hjemmeside og så er et stort navn om ti år.

I Artifus koncept er det kunstneren selv, der sætter prisen på værkerne. Så er det op til kunderne, om de også synes, at de vil betale prisen.
– Fordelen for kunderne er, at de kan hænge noget helt unik kunst op på væggen – og det kan oven i købet være af en lokal kunstner, siger Torben Jansen.

Fakta
På hjemmesiden https://artifu.com/ kan du se udvalget af plakater, formater og materialevalg. Med hensyn til tryk på aluminium (alusandwich-billederne), så bliver de leveret med skjulte spejlbeslag, så de kan hænges uden ramme og svæver 1 cm ud fra væggen. Det giver et meget moderne udtryk.
Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER