Mandag 25. september 2017
FDF Gladsaxe Brass Band Tyrol 2017
De aktive i orkestret havde for manges vedkommende en del af familien med på den yderst vellykkede tur. Foto: Privat.
Supertur til Tyrol
FDF Gladsaxe Brass Band gav seks koncerter
Skrevet af Michelle Madsen - 15. august 2017, 08:20:07

Hos FDF Gladsaxe Brass Band har begejstringen og suset endnu næppe lagt sig efter en uge i Tyrol.

”Det har været en uge, hvor alt har fungeret”, siger orkesterleder Kim Kjær Andersen. ”Vi er blevet godt modtaget, og har fået mange rosende ord for vores musik. Det er dejligt, når både det vi kan lide at lave sammen, nemlig at spille musik, og det at være sammen, går op i en højere enhed”.

I løbet af ugen spillede bandet i alt seks koncerter. Lige fra en ydmyg, men intens koncert på plejehjemmet i Kirchbichl til en aftenkoncert med det lokale band i Berchtesgaden foran et hundredtalligt entusiastisk publikum.

På trods af de mange koncerter var der også plads til udflugter i fællesskab eller individuelt. For eksempel et Tivoli-land ved Pillersee og en Tyroler-aften med traditionelle lokale sange og danse. Eller traveture i det billedskønne lokalområde, eller blot slappe af i hotellets smukke omgivelser. Bandet havde indlogeret sig på Hotel Schloss Münichau i Reith ca. 6 kilometer fra Kitzbühel. I øvrigt det samme sted, som bandet boede i 1995.

Dengang foregik rejsen i egen bus hele vejen frem og tilbage. Men denne gang forgik den med fly til München og derfra med lokal turistbus. Derudover blev bandets store grej kørt i lejet varebil hele vejen. Gruppen på 50 personer bestod af ca. 30 i bandet og ca. 20 medrejsende ægtefæller og børn. Turens succes skyldtes i høj grad et grundigt forarbejde, som har stået på i et år. Der er blevet skrevet utallige mails, og ført mange telefonsamtaler. Desuden var tur-ledelsen på researchtur til området i marts måned.

FDF Gladsaxe Brass Band takker for økonomisk støtte fra ”Fødselsdagsmindefond for jurist Lis Jantsen”. Resten af turens finansiering bestod af deltagernes egenbetaling samt fra bandets opsparede midler.
Den nye sæson er allerede startet, og FDF Gladsaxe Brass Band forbereder sig til at spille i forbindelse med Værebro Parks 50 års fødselsdag, Gladsaxedagen, Befæstningsdagen på Gladsaxe Fort og en højmesse i Buddinge Kirke. Så selvom armene endnu ikke er helt nede, er der ikke tid til at hvile på laurbærrene.

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER