Mandag 25. september 2017
emma_christine_holstebro
Emma Braad Olesen (venstre) og Christine Cardel (højre) vandt toer uden styrmand for U17-piger foran klubkammeraterne Marie Ramm og Matilde Hjorth. De fire piger blev også årgangsmestre i dobbeltfirer for U17-piger. Foto: Andreas Sloth (slothphotos.dk)
Taskerne var fulde af metal
Syv årgangsmesterskaber til Bagsværd Roklub
Skrevet af / - 22. august 2017, 07:54:26

22 ungdomsroere fra Bagsværd Roklub tog godt for sig af retterne, da de deltog ved årgangsmesterskaberne i Holstebro.

Med syv årgangsmesterskaber, blev Bagsværd den mest vindende af alle klubber ved regattaen. De mange guldmedaljer blev suppleret af sølv- og en bronzemedalje. Bag de flotte resultater stod mange af klubbens juniorroere fra U13-piger til U17-drenge.

Flest mesterskaber vandt Alma Biltoft Benediktson.

I singlesculler for U13-piger viste hun paraderoning og vandt med hele 14 sekunder til nummer to. Sammen med Josefine Zi Lorentzen, Cathrine Duedahl-Olesen og Astrid Kirstine Kofoed blev Alma også årgangsmester for U15-piger i dobbeltfirer både med og uden styrmand. Henning Friedrichsen var styrmand for pigernes dobbeltfirer. Generelt gjorde særligt Bagsværds juniorpiger en god figur. I U17-klassen blev det også til et sikkert årgangsmesterskab i toer uden styrmand til Emma Braad Olesen og Christine Cardel (se foto). De vandt foran klubkammeraterne Marie Ramm og Matilde Hjorth. De fire piger blev sammen årgangsmestre i dobbeltfirer for U17-piger.

I drengenes U14-singlesculler var Alexander Aldrich hurtigst af alle og vandt et sikkert årgangsmesterskab. Asbjørn Bay og Casper Girke Christensen vandt weekendens tætteste sejr, da de slog Holstebro Roklub med blot fire hundrededele af et sekund i drengenes dobbeltsculler. Desværre for Bagsværd Roklub var det kort tid efter Holstebro Roklub, der trak det længste strå i drengenes dobbeltfirer.

Her måtte Asbjørn og Casper sammen med Alexander Aldrich og Svante Witt se sig slået med blot fjorten hundrededele af et sekund. For U17-drenge kæmpede Frederik Larsen sig til en flot bronzemedalje i et meget stærkt besat løb, som blev vundet af Nicholas Andersen. Nicholas repræsenterer Roforeningen KVIK, men han har en stor del af sin daglige træning i Krafctcenter Bagsværd under Frederik Secher.

-Som træner er det fantastisk at være af sted og blive bekræftet i, at det arbejde, som roerne, trænerne og alle andre i og omkring roklubben lægger i talentarbejdet, bærer frugt. Jeg kan ikke huske, at vi før er kommet af sted med hele syv årgangsmesterskaber. Jeg hæfter mig særligt ved, at vi både formår at vinde i singlescullerløb og i de store holdbåde. Det vidner om, at vi har en stor gruppe af kaproere, som vi tror på vil kunne vinde meget hæder til klubben i de kommende år., siger træner Line Møller”

Print This Post Print This Post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER