Tonen skal forbedres
Det nye genoptræningscenter på Søborg Hovedgade afløste det daværende center på Søborg Torv

Det nye genoptræningscenter på Søborg Hovedgade afløste det daværende center på Søborg Torv, og tanken var at få bedre faciliteter for de personer, der efter et hospitalsophold havde brug for genoptræning. Man glemte bare en væsentlig ting: at overføre en venlig og kærlig tone.

Måske er klientellet blevet dårligere, og det er svært som hjælper og ansat at bevare ”gnisten”, når man arbejder som fuldtidsansat.

Undertegnede kender en indlagt dér og når jeg hører, at ventetiden på at komme på toilettet er tre kvarter, så bliver jeg vred. Når man beder om hjælp til personlig hygiejne (som man ikke selv kan klare), så får man det svar at det er vedkommende ikke ansat til – men hvad er man så ansat til?

Tonen er ikke venlig, man er nærmest til besvær.

Mit spørgsmål er: Føres der ikke kontrol fra kommunen med genoptræningscentret? Skal de indlagte være bange, skal de pårørende være bange for at give udtryk for den måde tonen er på stedet?

Jeg føler med den person, jeg har kendskab til, vedkommende har ingen pårørende i nærheden, der kan tale hendes sag. Hvem vil så høre på, og hvem kan hjælpe?

En så smuk arkitektonisk bygning skulle være et varmt og trygt sted at komme.

Anne-Lise Nilsson, Høje Søborg

Borgeren i centrum i rehabiliteringen
Kære Anne-Lise Nilsson. Jeg er ked af at høre, hvis din bekendte har følt sig dårligt behandlet på Træningscenter Gladsaxe, Kildegården. Vores opgave er at støtte og vejlede borgere, som er svækkede efter et hospitalsophold og så vidt det er muligt at genvinde de færdigheder, de havde før de blev indlagt. Det er borgernes målsætning der er centralt i dette arbejde.

Genoptræning skal derfor sker i en god og tryg atmosfære. Vi har derfor stor fokus på både ledelse, faglighed og imødekommenhed, for at borgerne, kan modtage og profitere af den genoptræning, som er mest hensigtsmæssig i den konkrete situation. Desværre har jeg ikke mulighed for at undersøge de konkrete hændelser, som du henviser til, da jeg ikke ved, hvem din bekendte er. Jeg vil derfor opfordre dig eller din bekendte til at kontakte mig på telefon 39 57 55 25, så vi kan få opklaret, hvad der er sket og handle på det.

Herle Klifoth
Afdelingschef
Træning og Pleje

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top