Bridge på skoleskemaet
bridge-e1505736699441.jpg
En del af deltagerne overnattede lokalt, så der var ekstra mulighed for at dyrke det sociale samvær. Foto: Niels Rasmussen
Dansk Skolebridge er gået i offensiven for at skaffe medlemmer

Bridge. Det er noget med blåhårede postmesterenker, der af og til forlader bordet for at gå ud og pulse på en cerut.

Fordomme kan vi alle have.

Men hverdagen er en helt anden.

Danmark har i Dennis Bilde en af verdens bedste bridgespiller med adskillige internationale titler på sit CV.

Og så har man virkelig lagt sig i selen for at få fornyelse.

Dansk Skolebridge blev stiftet for to et halvt år siden, og nu står den på besøg efter besøg på landets skoler.

Der har netop været holdt både danske og svenske juniormesterskaber i Gladsaxe. Blakset Bridgecenter på Gladsaxevej lagde lokaler til i en weekend, og så blev der dystet løs ved bordene, hvor 25 par var i aktion.

Bridge har i mange år været forbeholdt den lidt ældre generation, men i takt med at flere og flere unge har fået øjnene op forspillet, bliver medlemsskaren nu kun større og større.

– Over 100 skoler har allerede haft bridge på skoleskemaet og mange flere er på vej. De er alle startet med et introkursus – primært fra 5. klasse og op. Og efterfølgende har mange skoler valgt at få Bridge som valgfag, fortæller Birgitte Capion Nielsen fra Dansk Skolebridge.

Sidste år var der kun 50 registrerede medlemmer under 26 år – men allerede nu er vi oppe på over 100. Vi afholder samtidig Juniorcamps 3 gange om året, hvor unge mellem 10-26 kommer og lærer at spille bridge – men vigtigst er også samværet med andre unge. Vores camps ligger henv. i København, Svendborg og Jylland (Øster Hurup Feriecenter) – og på denne havde vi 65 deltagere.

De etablerede unge der i weekenden spillede DM/SM kommer dels for at spille bridge – men i allerhøjeste grad også for at møde alle deres venner fra rundt om i landet.
Vi har blandt disse VM-mestre, EM-mestre og Nordiske mestre – så vi er stolte, siger Birgitte Capion Nielsen.


Vidste du, at:

– Danmark er en af verdens mest vindende nationer inden for juniorbridge?
– skolebridge bliver spillet i lande som Polen, Frankrig, Holland, Kina, USA og Israel.
– man kan blive professionel bridgespiller?
– forskning har vist, at indlæringsevnen bliver forbedret med 22 procent i matematik og med 20 procent i læsning, når elever deltager aktivt i organiseret tankesport som bridge.

Kilde: Dansk Skolebridge

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top