Busdriften i Gladsaxe øges væsentligt
-

I forrige uge skrev jeg et læserbrev om busdrift i bl.a. Mørkhøj. Jeg nævnte, at linje 250S vil få en ny linjeføring, når Metrocityringen åbner. Metrocityringen vil betyde en samlet styrkelse af den kollektive trafik, men vil også påvirke den kollektive trafik i både København og omegnskommuner.

Der er derfor i forbindelse med Movias Trafikplan 2016 taget beslutning om, hvordan de største buslinjer skal køre fra 2019. Målet har været at give en hurtig, direkte forbindelse til de nye metrostationer ved Skjolds Plads og Nørrebro Station. Linje 6A vil køre fra Buddinge Station til Nørreport Station som i dag, men der kommer mulighed for skift til metro på Tagensvej ved Skjolds Plads.

Linje 250S vil få en ny linjeføring fra Bagsværd Station over Gladsaxe Trafikplads og ad Hillerødmotorvejen og Frederikssundsvej til Nørrebro Station. Det giver et behov for en ny linje på Gladsaxevej til at betjene Høje Gladsaxe.

Her vil den ny linje 8A køre fra Buddinge Station ad Gladsaxevej og Frederiksborgvej til Nørrebro Station. Skiftet til A-bus giver mulighed for at få en højere frekvens, end 250S har i dag, og natbetjening. Linje 200S, 300S og 400S fortsætter uændret. Samlet set betyder det, at vi udvider antallet af bustimer i Gladsaxe Kommune væsentligt, og at der opnås en hurtig og direkte forbindelse til Metrocityringen.
I mit læserbrev fik jeg skrevet, at det var Movia, der besluttede at afkorte linje 200S til Buddinge Station, det er forkert – det var Region Hovedstadens beslutning.

Ole Skrald Rasmussen(A)
Formand for
Trafik- og Teknikudvalget

3 kommentarer om “Busdriften i Gladsaxe øges væsentligt”

  1. Søren Christensen siger:

    250 S med natbetjening ! hvor ville det være klædeligt, hvis der blev arbejdet for at natbussen 96N kom retur så os der bor længere ude ind Buddinge st. også kan komme hjem efter sidste tog eller ikke skal ende med at stå på Buddinge st og ikke kan komme videre.

  2. Bo Andersen siger:

    All right… Samlet set en udvidelse af antallet af bustimer i Gladsaxe kommune… ja men ikke alle får noget ud af det. Her i Værebroparken har vi ganske vidst flere linier der betjener beboerne, men det nytter ikke noget med masser af linier/ flere timer, hvis ikke afgangstider er spredt ud over timen. Der er flere afgange herfra i samme minuttal, eksempelvis kører bus 68 og 165 begge minuttal 19 og 49 hvilket ikke giver større valg. Giv os noget ordentlig lokal transport der passer med s-tog, både når man skal af sted og når man kommer hjem.

  3. Peter R siger:

    I øjeblikket har vi fra området omkring Høje Gladsaxe med 250S hurtig og effektiv transport til Forum (Metro videre til lufthavnen via bl.a. Nørreport) og centrum.
    Da der er lang afstand til tog, er dette reelt den eneste velfungerende offentlige transportmulighed.
    At erstatte dette med en – muligvis hyppigere – bus til Nørrebro giver ikke meget mening, for hvad kan vi egentlig bruge det til?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top