Jobeksplosion i Gladsaxe
job.jpg
Næsten 7.000 nye arbejdspladser i Gladsaxe fra 2011 til 2016

Udviklingen i den private beskæftigelse i Region Hovedstaden viser meget store forskelle mellem de enkelte kommuner, viser en ny opgørelse fra Djøf.

Gladsaxe Kommune har haft en vækst i antallet af arbejdspladser i den private sektor på 31 pct. i perioden 2011 til 2016. Det svarer til næsten 7.000 nye arbejdspladser. Høje-Taastrup Kommune ligger på en andenplads med en fremgang på 29 pct. fulgt af Hillerød Kommune med en fremgang på 20 pct.

I bunden ligger Glostrup og Rødovre Kommuner med et tab på 3 pct. i antallet af private arbejdspladser. Samlet har der været en fremgang på 7,5 pct. i hele Region Hovedstaden.

Tallene kommer fra Danmarks Statistiks lønmodtagerregister og 2016-tallene er de nyest tilgængelige.

– Selv om det generelt går godt for dansk økonomi og beskæftigelse, er der meget store variationer mellem de enkelte kommuner og regioner. Varig vækst i en kommune er helt uundgåeligt afhængig af antallet af private job, der bliver skabt. I Djøf ønsker vi et sammenhængende Danmark i balance, og det er helt åbenlyst, at der skal gøres en ekstraordinær indsats for at styrke den private vækst, siger Henrik Funder, formand for Djøf Privat.

Den nye opgørelse fra Djøf har også kigget på udviklingen i antallet af akademikere ansat i den private sektor i de enkelte kommuner. Her ligger Høje-Taastrup Kommune i top med en vækst på 86 pct. i årene 2011 til 2016, mens de efterfølgende pladser bliver taget af Gladsaxe og Frederiksberg Kommuner med en fremgang på 63 og 55 pct. I hele regionen har væksten i antallet af medarbejdere med en lang videregående uddannelse været på 25 pct.

Henrik Funder peger på, at der er en tæt sammenhæng mellem virksomhedernes udvikling og antallet af højtuddannede medarbejdere.

Sund udvikling

– Der er sket en markant stigning i antallet af akademikere ansat i den private sektor i mange kommuner. Det er en god og sund udvikling, og der er brug for mange flere. Når virksomheder begynder at ansætte medarbejdere med en akademisk uddannelse til at styrke deres produkt- og forretningsudvikling, markedsføring, kundekontakt mv. kan vi se, at det har en positiv udvikling på væksten og beskæftigelsen. En akademikere trækker job med sig til 4,5 nye medarbejdere – fortrinsvis faglærte og ufaglærte, ligesom mindre virksomheder der ansætter akademikere har en vækst der er 38 pct. højere end virksomheder uden akademikere, påpeger Henrik Funder .’

700 flere i 2017
Og jobvæksten fortsætter i 2017. Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik, steg antallet af private arbejdspladser i Gladsaxe nemlig med cirka 700 fuldtidslønmodtagere i første halvdel af 2017.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top