Lørdag 23. september 2017
Kæmpe brøler med Ipad i skolerne
-
Skrevet af Læserbrev - 12. september 2017, 08:38:53

Blandt forældre spreder der sig en afmagt over for Ipads, som skolerne uddeler til børnene. Mit budskab til byrådspolitikerne er:

1. Er I klar over, at det at uddele Ipads har det ført til, at børnene nu sidder mere nede i kælderen, når de er i klub og kigger på alt muligt mærkeligt på skærmene, og fravælger de mange gode tilbud som kræver at man er social, f.eks. at bruge sejlbådene på søen osv.?

2. Skolernes budget belastes fordi det koster mange penge, når ipads går i stykker.

3. Kan det passe, at der ikke er planlagt nogen evaluering af, om det har en effekt?

Hvad vil I gøre i forhold til at fortælle om hvilken effekt det har haft, herunder hvad det betyder, når børn sidder mere nede i en kælder, i stedet for at komme ud og lege og lære alt det sociale?
I mit job arbejder jeg med teknisk innovation, og jeg har en baggrund som ingeniør. I et af de store byggeprojekter jeg lige nu er involveret i, har vi et tab på 400.000 kr. pr. dag pga. forsinkelser.

Forsinkelserne opstår pga. vanskeligheder med samarbejde, ikke pga. faglige ting, men fordi folk sidder for meget i deres eget univers (bag skærme), i stedet for at få det til at fungere ansigt til ansigt. Når skolen arbejder med at gennemføre en teaterforestilling på tværs af årgange, så bliver jeg rigtig glad, for det er den kompetence der er hårdt brug for på arbejdsmarkedet. Altså samarbejde og sociale kompetencer.

Thomas Rysgaard Jacobsen
2800 Lyngby

Print This Post Print This Post
En kommentar til “Kæmpe brøler med Ipad i skolerne
  1. Kasper Olesen skrev:

    Hørt! Som forælder til børn på Skovbrynet Skole, som var første skole med iPads til alle, kan jeg fortsat ikke se, hvad iPads har gjort for børnenes læring (efter 5 år med skidtet). Heldigvis synes lærerne heller ikke at have den store fidus til pladen. Hvornår kommer kommunen med en dybdegående evaluering af den digitale skole? Mig bekendt er børnene på Skovbrynet Skole ikke blevet bedre fagligt, socialt eller sågar digitalt. Skal man absolut være digital, så lær eleverne programmering. Der findes fremragende programmer, som er lige til at gå til, men ikke til iPads, da iPaddens hovedopgave er og bliver reproduktion, og ikke produktion.
    Min søn har lært langt mere på skolens fantastiske teaterskole (i sig selv argument nok til at vælge Skovbrynet Skole) end med iPad i hånd: koordinering, samarbejde, disciplin, sprog, matematik (gennem musik og rytme), social interaktion, hukommelsestræning (replikker), selvtillid og mod (eller “performance” med et buzz-Word) mm. Derudover kræver teaterskolen en stor forældreindsats, hvilket fører til kendskab og venskab forældrene imellem samt styrker tilhørsforholdet mellem familie og skole. Mere teater, mindre iPad tak.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER