Kørsel uden førerret
på Gladsaxe Møllevej mm.


Torsdag 14. september kl. 00.19 blev en 21-årig mand sigtet for kørsel uden førerret, da han blev bragt til standsning på Gladsaxe Møllevej i Søborg.

Kørsel uden førerret kan koste bilen
Første gang straffes kørsel uden førerret med 7.000 kroner i bøde. Anden gang koster det 8.500 kroner. Tredje gang er bøden 10.500 kroner plus at bilen kan konfiskeres. Fjerde gang koster det 14.000 kroner og derefter fængselsstraf.

84-årig dame udsat for tricktyveri på Hagavej
Torsdag 14. september kl. 17.40 blev en 84-årig dame udsat for tricktyveri i sit hjem på Hagavej i Søborg, da en ukendt gerningsmand ringede på hendes dør og udgav sig for at være blikkenslager og sagde, at han skulle ind og tjekke nogle vandrør i damens lejlighed. Efter han var gået ind, bemærkede damen, at endnu en mand gik ind i hendes lejlighed, hvorfor hun blev mistænksom og gik op for at hente sin overbo. Da damen kom tilbage, var mændene væk. Ud over damens pung er det ikke fastlagt, hvad der ellers er stjålet.

Gerningsmanden beskrives som:
A: Mand, ca. 160 cm. høj, almindelig af bygning, havde sort, kort hår og bar briller.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse i dagtimer eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

Vær skeptisk
Trick- og gadetyve er snu og finder på mange påskud for at stjæle på gaden eller i hjemmet. Københavns Vestegns Politi opfordrer borgerne til at følge nogle enkle råd for at beskytte sig mod de langfingrede:

• Vær skeptisk, når ukendte personer henvender sig – hjemme og på gaden.

• Åben kun døren for folk, du kender. Brug dørspion eller spørg til ærinde uden at åbne. Lav faste aftaler med hjemmehjælpere, håndværkere mv. – spørg gerne efter legitimation. Skilt ikke med, du bor alene – skriv kun forbogstav og efternavn på dørskiltet.

• Hold afstand til ukendte personer på gaden, ved indkøb mv. og hold pungen tæt til kroppen. Skjul altid din pinkode og opbevar den aldrig med dit kort.

• Gå ikke rundt med store værdier – og lad dem ikke ligge fremme hjemme.

Ring hurtigt til politiet, hvis du oplever noget mistænkeligt: 43 86 14 48 eller 114.

Ring Alarm 1-1-2 hvis det sker akut.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top