Overvældende interesse for Coding Pirates
30 børn starter i denne uge til den første halvsæson i den ny IT-forening

– Vi har inviteret 30 børn fra vores venteliste til sæsonstart torsdag den 21. september. Desværre er det kun lige knapt halvdelen fra listen, som vi har kunnet invitere med. Vi har simpelt hen ikke kapacitet til flere.

Det siger Lars Brink Christensen, formand for den nystartede forening Coding Pirates Gladsaxe, der blev stiftet for en måned siden.

Coding Pirates kan glæde sig over den helt utrolige IT-interesse, der er blandt Gladsaxes unge. Derfor er det en stor hjælp for foreningen, at Folkeoplysningsudvalget har bevilget næsten 30.000 kroner til den ny forening.
Tilskuddet, der kommer fra kommunens initiativpulje, bruges blandt andet til indkøb af 5 stk. LEGO mindstorm byggesæt, 3 stk. LEGO Boost Kreativ værktøjskasse – som er rettet mod foreningens helt unge medlemmer fra syv år – samt 5 stk. Arduino – elektronik kit. Foreningen får også råd til en undervisnings PC, der kan slås op på en storskærm, samt nogle udlåns-PCer, der kan lånes af mindrebemidlede medlemmer, da foreningen ikke vil afholde børn, der ikke har PC derhjemme, til at søge medlemskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top