Sløj start af Gladsaxe HGs damer
Gladsaxe-HG-07-nr.5-40-17.jpg
Stregspilleren Mille Lykke Helverskov (5) blev udsat for en ret hårdhændet behandling undervejs. Foto: Kaj Bonne.
FIFs tredjehold fik vendt slaget i 2. halvleg og vandt 20-18

Det gik rigtig godt i de første fem minutter. Gladsaxe HGs damehold i 3. division i håndbold kom foran med 4-0 mod FIFs 3. hold, der består af en lang række unge, veltrænede og af gode grunde urutinerede spillere.

Men da det hele var overstået, havde gæsterne vundet med 20-18 efter at Gladsaxe HG havde været foran 9-6 ved pausen.
Gladsaxe HG førte 7-3, men så blev der lige lavet tre straffekast i rap – med tre dertil hørende udvisninger – og så var stillingen 7-6.
Gladsaxe HG fik rebet sejlene og scoret to gange til før pausefløjtet.

Mens Gladsaxe HG kun havde ni spillere til rådighed på denne hverdagsaften, så mødte det unge FIF-hold op med 13 spillere, der virkede i langt bedre træning. Og en håndboldbane kan godt virke meget lang i 2. halvleg, hvis der ikke har været tid til et pusterum ude på bænken.

Gladsaxe HG skal i aktion allerede torsdag aften ude mod 3. holdet fra Ajax. Det foregår i Valbyhallen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top