- Gladsaxebladet - http://www.gladsaxebladet.dk -

Sød musik i Gladsaxe

Jeg har aldrig hørt, at børn og unge skulle blive dummere, dovnere eller mere kriminelle af musikundervisning. Tværtimod har mange undersøgelser dokumenteret, at det er godt for børns og unges udvikling – intellektuelt og socialt – at styrke deres musikalske evner. Og det sker bl.a. ved at gå på en musikskole. Der gælder selvfølgelig også for børn og unge i Gladsaxe.

Derfor har jeg med interesse læst et svar fra kulturministeren om, hvor mange procent af de forskellige kommuners børn og unge i alderen 6-19 år, som ifølge Danmarks Statistik gik på en musikskole i sæsonen 2014-2015.

Lad det være sagt med det samme: Gladsaxe ligger ikke dårligt. 10,1% af vores børn og unge mellem 6-19 år går på en musikskole. Det er langt over Københavns kommune og svarer til nabokommuner som Gentofte og Rødovre, hvor tallet er 10%.

Alligevel kan det undre, at langt færre i Gladsaxe går på musikskole end i flere andre sammenlignelige nabokommuner. I Furesø er det 12,5%, i Lyngby 16,8%, i Ballerup 21,2% og i Herlev er det hele 23,6%.
Derfor vil jeg godt spørge borgmesteren om, hvad årsagen er til, at dobbelt så mange af Ballerups og Herlevs børn går til frivillig musikundervisning i forhold til i Gladsaxe? Bliver der ikke slået nok på tromme for muligheden eller er priserne for høje? Og hvad kan der gøres for at sikre mere sød musik i vores kommune?


Søren Søndergaard,
MF for Enhedslisten,
Kulturordfører