Sølvmedalje til 19-årig forsker-talent fra Bagsværd
Louise-2-IMG_8635.JPG.jpeg.jpg
Louise Kjøller Olsen klarede sig eminent både i København og i Shanghai. Foto: Privat.
Louise Kjøller Olsen imponerede i Kina med sit videnskabsprojekt om zika-virus og mikrocefali.

Det er ikke kun i sport, man kan vinde medaljer. 19-årige Louise Kjøller Olsen, der er student fra Bagsværd Kostskole og Gymnasium, er netop kommet hjem fra sit livs første tur til Asien – med både en sølvmedalje og masser af oplevelser i bagagen.
Sølvmedaljen vandt hun ved Kinas største videnskabskonkurrence, CASTIC i Shanghai.

CASTIC står for China Adolescent Science & Technology Innovation Contest.
“Det var en fed oplevelse at deltage i konkurrencen, selv om det også var hårdt – vi havde nogle meget lange dage. Der var en masse andre internationale deltagere udover de kinesiske deltagere, og det var dejligt at lære nye mennesker at kende. Det var også spændende at høre om alle de forskellige projekter og blive klogere på forskellige og ligheder mellem Danmark og nogle af de andre lande, der var repræsenteret i konkurrencen,” fortæller Louise Kjøller Olsen, der lige nu har sabbatår efter gymnasiet, inden hun skal starte på medicinstudiet.

Arbejder i Lagkagehuset
Første del af sabbatåret sælger hun lækkerier hos Lagkagehuset, og til foråret vil hun gerne på togt med skoleskibet Danmark.

Adgangsbilletten til den prestigefyldte kinesiske konkurrence vandt hun sammen med endnu en sølvmedalje i foråret ved den danske videnskabskonkurrence Unge Forskere.
Både i København og i Kina deltog hun med sit projekt om zika-virus og mikrocefali. Ideen til det dobbelt-præmierede præmieprojekt fik Louise, da hun i nyhederne op mod OL i Brasilien hørte meget om zika-virus. Nogle kvinder med virusset fødte børn med mikrocefali (for lille kranie), mens andre ikke gjorde. Det undrede Louise, som kastede sig ud i at undersøge sammenhængen mellem antallet af RNA-molekyler i blodet hos gravide og udviklingen af mikrocefali hos fostre.

Louise Kjøller Olsen har fået meget mere end medaljerne med sig videre fra de to sciencekonkurrencer:
“Jeg tager to virkelig fede og anderledes oplevelser med mig i bagagen – både alt det, jeg har lært, mens jeg har arbejdet på mit projekt, og de ideer der er opstået undervejs, når man har forklaret om sit projekt og så bagefter har haft en samtale omkring emnet.”

Danmark høstede flere medaljer i Kina – udover Louise Kjøller Olsen deltog Martin Brodersen og Joakim Færgeman fra Sønderborg – de to fik henholdsvis bronze for et fysik/astronomi-projekt og sølv for et matematisk projekt. Begge sønderjyder er begge netop startet på matematikstudiet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top