Vejlederordning for Sosu-elever giver mening
-

I Gladsaxe Bladet d. 5 september skriver Venstres kandidat Martin Skou Heidemann, at der i borgmester Trine Græses budgetforslag er foreslået en investering i en vejlederordning for Social-og Sundheds-elever.
Dette forslag oversætter han til følgende: ”Mere administration i stedet for personale til at tage sig af de ældre.”

Tværtimod !
Nu har jeg selv fungeret som vejleder for utallige Sosuhjælper-elever i mine mange år som ansat i en hjemmepleje, så jeg kender en del til dette arbejde.
I en branche, hvor elever kommer med meget forskellig baggrund, nogen direkte fra folkeskole uden arbejdserfaring, andre fra en helt anderledes kultur end vores danske, kan det være en stor udfordring at oplære eleverne i alle de mål der er for uddannelsen.

Vejledning består af teoretisk og fagligt indhold, med en stor del sidemandsoplæring hos borgerne.

At investere i vejledning af elever er at investere i fremtidens personale på ældreområdet. Samtlige elever er potentielle fremtidige kolleger, og jo bedre uddannet de er, jo bedre vil de kunne løse de mange komplicerede og omfattende opgaver, der løses på daglig basis i en hjemmepleje. Dette er naturligvis til stor gavn for ikke mindst modtagere af hjemmehjælp.
Jeg vil anbefale alle interesserede at læse de uddannelsesmæssige mål der er for hhv. SSH og SSA-elever. I modsætning til hvad mange måske tror, er det faktisk en ret omfattende uddannelse på forholdsvis kort tid.

Lene Svendborg
Kandidat til KV 2017 for Socialdemokratiet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top