Vi sparer penge på at investere
-

Svar til Henrik Bach Mortensen (V)

Færre administrative medarbejdere resulterer ikke i bedre skoler, flere idrætstilbud og bedre cykelstier, Man er nødt til at se på, hvad der gemmer sig bag tallene. Under administrationsomkostninger gemmer sig alle sagsbehandlerne på børne- og handicapområdet, konsulenterne på Jobcenteret og skole- og dagtilbudsområdet, vores ejendomscenter, vores vagtordning, vores rengøringsselskab osv.

Så når vi ansætter flere på Jobcentret, for at hjælpe udsatte borgere i arbejde, eller når vi ansætter flere sagsbehandlere på børneområdet til vores projekt Tidlig Indsats, for så tidligt som muligt at sætte ind med støtte til småbørnsfamilier, der ikke fungerer, så stiger administrationsomkostningerne. Det er et bevidst valg, hvor vi investerer i velfærd. Det gør vi både fordi det er bedst for borgerne, og for at vi på længere sigt sparer penge til overførselsindkomster og tvangsanbringelser uden for hjemmet.

Jeg lover, at der ikke er nogen medarbejdere i Gladsaxe Kommune, der sidder og triller tommelfingre. De arbejder hver dag på deres felt for at gøre hverdagen bedre for borgerne i Gladsaxe. Så i stedet for at Henrik Bach Mortensen fokuserer på et nøgletal, så ville det være meget mere relevant at komme med forslag til, hvilke opgaver det er, HBM mener, vi ikke skal løse. Med hensyn til erhvervslivet, så er Gladsaxe af Børsen blevet kåret som Danmarksmestre i vækst. Siden 2010 har vi fået flere end 5.500 nye fuldtidsjobs i Gladsaxe, og i samme periode er værdiskabelsen i den private sektor steget med 35 procent. Det viser, at erhvervslivet i Gladsaxe trives og vokser. Så her er jeg heller ikke bekymret.

Trine Græse (A)
Borgmester

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top