740 FDFere legede sig til varmen
fdf.jpg
Der var masser af opgaver, der skulle løses i løbet af weekenden, og det gav nye venner. Foto: Privat.
FDFere fra Gladsaxe-området i gigantisk arrangement

Sæsonen for udendørslejre er ved at være ovre, men ikke for FDFerne.

740 FDFere fra Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm, tilbragte forrige weekend i telte på arrangementet OIO (Out in October) ved Kulhuse. Heriblandt 23 deltagere mellem 12-15 år og deres ledere fra de lokale kredse, Buddinge og Mørkhøj.

”Denne weekend er jo FDF, når det er bedst. Her er fællesskabet og oplevelserne i højsædet. At sidde 740 mennesker sammen og synge, det giver kuldegysninger,” siger OIOs formand Christina Plæhn.
OIO er et af årets største FDF-arrangementer, og her er alt inkluderet. ”De skal selv medbringe telte og deres personlige udstyr, resten klarer vi,” fortæller Christina og fortsætter:
” Det betyder blandt andet, at vores køkkenhold lørdag lavede varm mad til 740 personer. Mad til så mange kræver en god omgang logistik, både i indkøb, produceringen og ikke mindst uddele det. Det kræver blandt andet 90 kg kokosmælk,” fortæller hun grinende.

Både børn og voksne havde forinden valgt en gruppe, som de godt kunne tænke sig at være en del af. Der var 21 forskellige børnegrupper med alt fra ’gak og gøgl-tema’ til dessert på bål. Lederne på de enkelte grupper havde på forhånd forberedt gruppens aktiviteter og er sammen med ungerne hele weekenden. ”Det med at lære børnene noget, se dem opleve, når de selv kan og ikke mindst når de får venner på tværs, det er det ståsted, vi gerne vil give dem,” fortæller leder Melina Iversen.

Nyder fællesskabet
De voksne nyder også godt af fællesskabet og lærer nyt, idet der var 7 forskellige voksengrupper, man kunne vælge imellem. Der var bl.a. mormormad på bål, og en gruppe hvor man kunne lære at lave en kniv.
Et af FDFernes kerneområder er leg, og søndag formiddag kunne de voksne dygtiggøre sig inden for leg, da udvalget bag arrangementet havde entreret med Gerlev Legepark, som kom og lærte de voksne endnu flere lege.

Både fredag og lørdag aften var der underholdning, sang og gudstjeneste fra arrangementets store scene. Med et band, der kan spille det meste, og FDFere der leverede underholdning i topklasse, hyggede både børn og voksne, selv om regnen silede ned. Det er bare fællesskab, når det er bedst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top