Alle unge skal med – i uddannelse eller job
-

De nyeste tal fra Undervisningsministeriet viser, at der i Gladsaxe er 820 unge i alderen 15-29 år, der ikke har en ungdomsuddannelse, ikke er i gang med en fuldtidsuddannelse, ikke er i arbejde, ikke er på førtidspension eller SU. Det svarer til 6% af kommunens 15-29-årige.

Det er 820 unge for mange!

Hvad skal der så til for at få alle unge med og særligt de udsatte unge?
Meget tyder på at unge, der tidligt har stiftet bekendtskab med arbejdsmarkedet, har en større uddannelses- og beskæftigelsesgrad.

Et eksempel på en lokal indsats, der hjælper unge på vej i arbejdslivet, er Virksomhedsnetværket for Unges vej ind i Arbejdslivet (VUVA), der består af 23 lokale Gladsaxe virksomheder. VUVA skaffer fritidsjobs til unge, og arrangerer virksomhedsbesøg, undervisningsforløb og skolepraktikker. Virksomhederne tager dermed et vigtigt socialt ansvar, for at Gladsaxes unge kan blive bedre rustet til uddannelse og job.

I Gladsaxes budget for 2017-2020 blev der under Ungeenheden afsat midler til at oprette 2 stillinger for at sikre, at ca. 75 udsatte unge om året tilbydes fritidsjob gennem virksomheden CREW i samarbejde med VUVA.

Vi skal naturligvis vide, om indsatserne virker, og om der rent faktisk er flere udsatte unge, der kommer i arbejde eller uddannelse.
Jeg ser derfor frem til den kommende evaluering af VUVA og CREW indsatsen, når kommunens årsregnskab for 2017 afsluttes.

Lise Tønner
Byrådskandidat (A)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top