Bøtten skal vendes
3. turneringsrunde bød på tre nederlag til Gladsaxes divisionshold i håndbold

Efter to sikre sejre over henholdsvis Virum og Team Nørrebro led ABs nye herrehåndboldhold i 3. division sæsonens første nederlag. Det skete torsdag aften i Herlev Hallen, hvor naboerne fra Herlev/Hjorten vandt 24-20. Allerede på søndag kl. 13 får AB chancen for at komme tilbage, når Amager SK kommer på besøg i AB-Hallen. Amager SK fører divisionen og spillede senest 20-20 mod netop Herlev/Hjorten.

ABs damer indledte 2. division med en sejr over Amager SK, men siden er det blevet til nederlag til både HIK og Ajax 2. På søndag skal AB en lille smuttur til Virum, der endnu har sæsonens første sejr til gode.

For Gladsaxe HGs damer er det indtil videre kun blevet til et enkelt point i 3. division. Senest tabte Gladsaxe HG til KSI med 16-23. Søndag aften kl. 19 tager Gladsaxe HG imod Hillerød Håndbold Klub, der er placeret to pladser over Gladsaxe HG i tabellen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top