Det nye spillested skal bestemme selv
Fire unge skal med i bestyrelsen

Den 6. november bliver det første spadestik taget til Gladsaxes nye spillested i Den Rå Hal på Telefonfabrikken. Men allerede onsdag besluttede Byrådet, at overlade alle beslutninger til brugerne. Spillestedet skal være en selvejende institution, som bestemmer selv.

Mange af stedets kommende brugere har allerede været involveret i forarbejdet med det nye spillested. Derfor fandt Byrådet det naturligt, at det skal være spillestedets bestyrelse og ledelse, der skal lede og udvikle stedet, uden indblanding fra kommunen. Det er politikernes ønske, at spillestedet ikke bliver underlagt for mange kommunale regler og rammer.

– Spillestedet skal være et levende sted, hvor rigtig mange unge får mulighed for at dyrke deres interesse for musik. Derfor skal de også være med til at bestemme, hvordan stedet skal drives. Vi vil gerne have, at dem, der skal udvikle stedet, er folk, der brænder for vores lokale musikliv, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse.
Inden længe går arbejdet i gang med at finde unge til bestyrelsen. Derfor bliver der i løbet af efteråret holdt et møde for unge med information om spillestedet, og hvor de unge kan vælge deres egne medlemmer til spillestedets bestyrelse. De øvrige bestyrelsesmedlemmer udpeges af Gladsaxe Kommune.

Det nye spillested forventes klar til åbning i august 2018. Den selvejende institution vil få tilskud fra Gladsaxe Kommune til at drive spillestedet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top