Gladsaxe har købt politistationen for 90 millioner kroner
Politistation-03-40-17.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Købet omfatter både den høje etagebygning og to lave etplansbygninger. Foto: Kaj Bonne.
Tre scenarier for brugen af bygningen

Gladsaxe Kommune har købt den tidligere politistation på Fremtidsvej ved Buddinge Station.

Prisen for ejendommen, som indeholder den høje, markante etagebygning og to, lave etplansbygninger, er knap 90 millioner kroner.

– Staten er forpligtet til at udbyde en ejendom til beliggenhedskommunen, før de sælger til anden hånd. Uanset hvad ejendomsvurderingerne er, så har Staten sine egne modeller for, hvordan de prissætter egne bygninger. Jeg og et flertal i Byrådet mener, at købet af bygningen er en strategisk vigtig beslutning, som er prisen værd, siger borgmester Trine Græse (A)

Politistationen ligger helt centralt over for Buddinge Station og lige ved den kommende letbane. Vi ønsker at benytte muligheden for skabe en Byens Port til bydelen Buddinge med et grønt og publikumsvenligt miljø med gode parkeringsmuligheder omkring Buddinge Station. Samtidig har vi naturligvis tænkt os med det samme at begynde at flytte funktioner ind i bygningen, så vi kan optimere vores samlede udnyttelse af kommunens ejendomme bedst muligt. Det gør det til en fornuftig økonomisk beslutning for Gladsaxe Kommune, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse.

Tre måder at udnytte bygningerne
Det er endnu ikke besluttet, hvad bygningerne skal bruges til. Men i forbindelse med købet har der været tre scenarier fremme: Det ene scenarie går ud på at skabe et Beskæftigelsens Hus, hvor Jobcentret, Ungeenheden og Job og Indsats samles under et tag. Dermed får borgerne nem adgang med offentlig transport, og medarbejderne, som i dag er spredt på flere, mindre lejemål.,

Nyt sundhedshus
Den anden mulighed er indrette det sundhedshus, som er besluttet, men endnu ikke etableret, i bygningerne, i stedet for i det nuværende Træningscenter Gladsaxe på Kildegården, som det ellers var planen. I Sundhedshuset kan man samle Forebyggelsescentret og Træningscentret, herunder den ambulante træning og rehabilitering, sammen med private aktører, som for eksempel læger, tandlæger, psykologer og fodterapeuter.

Boliger og erhverv
Endelig ville ejendommen kunne udnyttes til en blanding af boliger og erhverv i et udviklingsprojekt med private aktører. Men det vurderes ikke at være realistisk, fordi det kræver vidtgående lokalplanændringer, og der ikke er marked blandt projektudviklere for at blande boliger og erhverv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top