Gladsaxes unge er meget samfundsbevidste
-

I den senere tid har jeg et par gange været i selskab med en del af Gladsaxes unge mennesker.

Senest forrige fredag hvor kommunen havde inviteret de unge til musik og politik i Rådhusparken.

Selv om vejret kunne have været bedre, var der mødt flere hundrede skønne unge op for at feste.

En stor del af dem benyttede sig af arrangementet til at få talt samfund og politik med os nye kandidater og allerede siddende byrådsmedlemmer.

Jeg blev dybt imponeret over de unges viden om samfundsforhold. En pige på bare 17 år, havde allerede forstået hvor vigtigt vores fællesskab er. Hvor trygt det er at vide at samfundet er der for os hvis vi rammes af sygdom, arbejdsløshed eller andet der kan vælte os. I USA havde hun set hvordan mange hjemløse var fuldstændigt overladt til sig selv på gaden. Efter den oplevelse blev hun ekstra glad for vores velfærdssamfund.

I det hele taget vil de unge rigtig gerne tale om fremtiden og hvordan samfundet skal udvikle sig. Vi andre skal såmænd bare gøre os den lille ulejlighed, at vise interesse for de unge og deres holdninger.

Derfor er jeg også rigtig glad for at bo i en kommune, hvor der skabes muligheder for, at ikke bare de unge kan mødes, men også mulighed for at vi voksne kan mødes med dem og få en god og lærerig samtale til gavn for begge parter.

Kære unge, I er Gladsaxes fremtid og I skal vide at vi er her for jer!

Lene Svendborg
Kandidat til Byrådet
for Socialdemokratiet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top